Kreativ skrivning

maj 8, 2025

Skab musikalsk flow i lyrisk prosa: 5 effektive teknikker

Indledning: Lyrisk prosa og musikalitet i sproget

Lyrisk prosa udgør en fascinerende hybridgenre inden for litteraturen. Den befinder sig i et spændingsfelt mellem den traditionelle prosas fortløbende form og lyrikkens intense fokus på stemning, følelser og sproglig tæthed.¹ I modsætning til episk prosa, der drives frem af handling og tidsligt forløb, nedtoner lyrisk prosa ofte handlingselementet. Handlingen kan sættes helt i stå for at give plads til dvælende, stemningsskabende beskrivelser og sanseindtryk.¹ Den adskiller sig formelt fra traditionelle digte ved ikke at anvende faste linjebrud, strofer eller metrik, men den låner flittigt fra lyrikkens værktøjskasse, især hvad angår brugen af billedsprog og klanglige virkemidler.² Historisk set kan lyrisk prosa ses som et resultat af en bevægelse, hvor det lyriske udtryk har søgt nye veje ud over de traditionelle, bundne digtformer, og hvor prosaen samtidig har optaget lyriske kvaliteter.¹ I dansk litteratur er forfattere som J.P. Jacobsen kendt for tidligt at have udforsket dette grænseland mellem prosa og poesi.⁴

Netop denne genres fokus på stemning og sprogets egen klang gør begrebet ‘musikalsk flow’ særligt relevant. Musikalsk flow i en tekst refererer til den fornemmelse af rytme, kadence og harmoni, der opstår, når sproget flyder ubesværet og appellerer til læserens indre øre.⁵ Det handler om at skabe en læseoplevelse, hvor sætningerne glider glat og naturligt over i hinanden, uden stilistiske brud eller monotonien, der kan trække læseren ud af teksten.⁶ Dette opnås ikke tilfældigt, men gennem en bevidst orkestrering af sprogets elementer: ordvalg, sætningsbygning, klangfigurer og brugen af pauser.⁵ Det er kunsten at skrive “sprogets musik”.⁶

Denne rapport vil udforske fem centrale rytmiske teknikker, der kan anvendes til at kultivere musikalsk flow i lyrisk prosa. Ved at forstå og mestre disse teknikker kan den skrivende opnå en dybere kontrol over tekstens stemning og klang, og dermed skabe en mere engagerende og resonant læseoplevelse. De fem teknikker, der vil blive behandlet, er:

Klangfigurer: Brugen af allitteration og assonans til at skabe lydlig harmoni.
Gentagelse og Parallelisme: Anvendelsen af gentagne ord, fraser eller grammatiske strukturer til at skabe rytmiske mønstre.
Sætningsvariation: Dynamisk vekslen mellem korte, mellemlange og lange sætninger for at styre tempo og undgå monotoni.
Tegnsætning og Pauser: Strategisk brug af tegnsætning og layout til at skabe pauser og guide læserens rytme.
Diktion og Kadence: Omhyggeligt ordvalg og fokus på ordenes iboende rytme og klang.

Nedenstående tabel giver et hurtigt overblik over disse fem teknikker og deres primære rytmiske funktion:

Teknik	Kort Definition	Primær Rytmisk Effekt
Klangfigurer	Gentagelse af konsonantlyde (allitteration) eller vokallyde (assonans) i nærtstående ord. ⁷	Skaber lydlig harmoni, klangfuldhed og binder ord sammen.
Gentagelse/Parallelisme	Gentagelse af ord, fraser (gentagelse) eller grammatiske strukturer (parallelisme). ⁷	Etablerer tydelige rytmiske mønstre, skaber fokus og balance.
Sætningsvariation	Bevidst vekslen mellem sætninger af forskellig længde og kompleksitet. ⁶	Skaber dynamik, styrer tempoet og modvirker monotoni.
Tegnsætning/Pauser	Strategisk brug af tegnsætning (komma, punktum, tankestreg etc.) og layout (afsnit) til at skabe pauser. ⁵	Kontrollerer læsehastighed, skaber åndehuller og fokus.
Diktion/Kadence	Omhyggeligt valg af ord baseret på deres lyd, antal stavelser og iboende rytme (kadence). ¹¹	Etablerer tekstens grundlæggende klang og rytmiske puls.

Forståelsen af lyrisk prosa som et grænseland er central. Det er ikke blot standardprosa dekoreret med poetiske virkemidler. Det er en genre, der aktivt udnytter spændingen mellem prosaens fortløbende form og lyrikkens fokus på øjeblikket, stemningen og sprogets stoflighed.¹ Denne position giver genren dens unikke potentiale for musikalsk udfoldelse, hvor de rytmiske teknikker ikke blot tjener til at forskønne, men er integrerede elementer i skabelsen af mening og stemning.

Teknik 1: Klangens kraft – allitteration og assonans

En af de mest direkte måder at skabe musikalsk kvalitet i prosa er gennem brugen af klangfigurer som allitteration og assonans. Disse teknikker arbejder med gentagelsen af lyde og bidrager til tekstens auditive dimension.

Allitteration, også kendt som bogstavrim, indebærer gentagelsen af den samme konsonantlyd i begyndelsen af ord eller i betonede stavelser, der står tæt på hinanden.⁷ Det klassiske eksempel er remser som “Fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad” ⁷, men virkemidlet findes også i mere subtile former i litteraturen, som i “Skulende sorte sten” ⁸ eller “Katte ville vælge Whiskas”.⁸ Det er vigtigt at bemærke, at det er lyden, der gentages, ikke nødvendigvis bogstavet; “quick car” kan således også betragtes som allitteration på grund af den hårde ‘k’-lyd.¹¹

Assonans, eller vokalrim, er gentagelsen af den samme vokallyd inden i eller i slutningen af nærtstående ord.⁷ Eksempler inkluderer “Roserne i gården blomstrer smukt om morgenen” ⁷, “blød som fløjl” ⁸, eller “Tusmørket sniger sig ind i mit rige”.⁸ Assonans skaber ofte en blødere, mere indadvendt klang end allitteration.

Virkningen af disse klangfigurer er flerfoldig. De skaber en hørbar musikalsk effekt, der binder ordene sammen og giver teksten en særlig klang og harmoni.⁷ Dette flow kan gøre teksten mere behagelig at læse og lettere at huske.⁷ Ud over den rent æstetiske effekt kan allitteration og assonans bruges til at fremhæve bestemte ord eller billeder og til at understøtte eller skabe en specifik stemning.⁵ I Edgar Allan Poes “The Raven” bruges allitteration i linjen “And the silken sad uncertain rustling of each purple curtain” til at skabe en uhyggelig og mystisk atmosfære.⁵ I lyrisk prosa, hvor målet ofte er at fremkalde en stemning snarere end at fortælle en historie, kan disse klangfigurer anvendes subtilt til at forstærke følelsen af et sted, en person eller en situation, uden at det virker forceret eller overdrevent poetisk.¹² J.P. Jacobsens prosa, der ofte beskrives som lyrisk, anvender netop klangfigurer til at skabe rytme og stemning.¹⁵

For den skrivende er det afgørende at lytte til sin tekst. Højtlæsning er et uundværligt redskab til at opdage og forfine brugen af allitteration og assonans. Teknikkerne bør anvendes bevidst, men med mådehold, så de understøtter tekstens øvrige elementer frem for at dominere dem. Man kan eksperimentere med at placere klangene ikke kun i ordenes begyndelse, men også i betonede stavelser inde i ordene for at opnå en mere diskret effekt.

Det er væsentligt at forstå, at klangfigurer i lyrisk prosa rækker ud over det dekorative. De fungerer som aktive meningsskabende elementer. Ved at koble ord sammen på et lydligt plan kan forfatteren skabe eller forstærke semantiske og tematiske forbindelser, som måske ikke er umiddelbart åbenlyse.¹³ Lyden bliver en integreret del af betydningen, hvilket er særligt virkningsfuldt i en genre, der prioriterer sproglig tæthed og stemningsmættethed. Klangene væver et subtilt net af associationer under tekstens overflade.

Teknik 2: Strukturens rytme – gentagelse og parallelisme

Ud over ordenes individuelle klang kan tekstens rytme formes markant gennem strukturelle gentagelser. Gentagelse af ord, fraser eller hele sætningskonstruktioner (parallelisme) er kraftfulde værktøjer til at skabe genkendelige mønstre, understrege pointer og etablere en hørbar kadence i prosaen.

Gentagelse i sin enkleste form bruges til at fremhæve et centralt ord eller en idé, skabe en bestemt rytme og forbedre tekstens memorabilitet.⁸ Gentagelsen kan være identisk eller varieret. Specifikke former for gentagelse inkluderer:

Anafor: Gentagelse af et ord eller en frase i begyndelsen af på hinanden følgende sætninger eller led. Dette skaber ofte en stærk, insisterende rytme. Et eksempel ses hos Harald Landt Momberg: “Død synker i løv blød mos. død vandrer i himlen. død græder i blod. død danser stål…”.⁹ Et andet eksempel: “Vi ses igen du rækker din hånd gennem drømmens masker. vi ses igen du står i en rude på tiende sal…”.⁹
Epifor: Gentagelse af et ord eller en frase i slutningen af på hinanden følgende sætninger eller led. Dette kan skabe en følelse af afrunding eller fremhæve det gentagne element. Eksempel: “Blomsterne springer ud i april. Træerne springer ud i april. Børnene springer ud i april.”.¹⁷
Symploke: En kombination, hvor både begyndelsen og slutningen af sætninger eller led gentages.⁹
Epizeuxis: Direkte, umiddelbar gentagelse af et ord eller en kort frase for stærk betoning. Eksempel fra Herman Bang: “Hele Tiden. Hele Tiden – -“.⁹

Parallelisme er en mere kompleks form for gentagelse, hvor det er den grammatiske struktur, der gentages i flere sætninger eller sætningsdele.⁷ Dette skaber balance, symmetri og en klar rytme. Charles Dickens’ berømte åbningslinje fra “A Tale of Two Cities” er et klassisk eksempel: “It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness…”.⁵ Her gentages strukturen “It was the [noun] of [noun]”. Et dansk eksempel findes hos H.C. Andersen i “Vinden fortæller om Valdemar Daae”: “Den foer hen over Græsset, der bølgede som et Vand; den foer hen over Kornet, der bølgede som en Sø.”.¹⁸ Her spejles sætningsstrukturen “Den foer hen over [substantiv], der bølgede som et [substantiv]”. Parallelisme kan også bruges til at skabe kontrast, som i Pernille Vermunds tale, hvor hun spejler sætningsopbygningen for at fremhæve forskellen mellem hendes og Mette Frederiksens udsagn.¹⁹

Disse strukturelle gentagelser har en markant effekt på tekstens flow og musikalitet. De skaber genkendelige mønstre, som læserens hjerne opfanger og værdsætter, hvilket giver teksten en tydelig rytmisk kvalitet og kadence.¹⁰ Gentagelser og parallelle strukturer kan understrege vigtige temaer, skabe følelsesmæssig intensitet eller etablere en logisk sammenhæng i en beskrivelse.¹³ I lyrisk prosa, hvor fokus ofte er på at dvæle ved stemninger eller billeder, kan disse teknikker bruges til at forstærke en følelse eller fastholde et sanseindtryk, snarere end blot at drive en handling fremad.

For den skrivende handler det om at bruge disse strukturer bevidst. Anafor kan skabe en lyrisk eller messende tone. Parallelisme er effektiv til at skabe balance i beskrivelser eller til at opstille kontraster. Det er dog vigtigt at variere brugen af gentagelser for at undgå, at teksten bliver forudsigelig eller monoton.

Det er værd at bemærke, hvordan disse strukturer i prosaen kan ses som analoge til de formelle elementer, der skaber rytme i traditionel lyrik. Mens digte bruger strofer, vers, rim og metrik til at skabe hørbar form og rytme ², anvender lyrisk prosa gentagelse og parallelisme til at opnå en lignende effekt inden for den fortløbende teksts rammer.⁷ Disse teknikker bygger bro mellem prosaens frihed og lyrikkens behov for form og mønster, og de er dermed centrale for skabelsen af en musikalsk prosa. Strukturen bliver hørbar.

Teknik 3: Dynamik i flowet – variation i sætninger

Mens klangfigurer og gentagelser skaber mønstre og harmoni, er variation i sætningernes længde og struktur afgørende for at skabe dynamik og et levende, musikalsk flow i prosaen. En tekst, der udelukkende består af korte sætninger, kan føles hakkende og staccato-agtig, mens en tekst med kun lange, komplekse sætninger kan blive tung og uoverskuelig.¹⁰ Nøglen ligger i den bevidste vekslen.

Betydningen af at variere sætningslængden kan ikke understreges nok. En monoton rytme, uanset om den er hurtig eller langsom, trætter læseren og svækker engagementet.⁶ Ved at blande korte, mellemlange og lange sætninger skabes en mere naturlig og behagelig kadence, der minder om musikkens vekslen i tempo og intensitet.⁵ Som forfatteren Gary Provost illustrerede, er det kombinationen, der skaber musikken: “So write with a combination of short, medium, and long sentences. Create a sound that pleases the reader’s ear. Don’t just write words. Write music”.⁶

Ud over selve længden spiller sætningernes syntaktiske opbygning en væsentlig rolle for rytmen. At variere sætningstyper (simple, sammensatte, komplekse) og strukturer – for eksempel ved at veksle mellem sætninger, der starter med subjektet, og sætninger, der indledes med et adverbialled eller en bisætning – bidrager markant til et levende og uforudsigeligt flow.⁶ Lange, indlejrede sætninger, som man ser hos Virginia Woolf, kan skabe en følelse af fordybelse og afspejle en kontinuerlig bevidsthedsstrøm.⁵ Omvendt kan korte, deklarative sætninger, som hos Ernest Hemingway, skabe umiddelbarhed, fremhæve en pointe eller give en følelse af afbrudthed og spænding.⁵

En mere detaljeret teknik relateret til sætningsrytme er den syllabiske stil, hvor man bevidst arbejder med antallet af stavelser i de valgte ord.¹¹ En passage bestående primært af enstavelsesord vil have en markant anderledes rytme end en passage med mange flerstavelsesord. Ved at variere ordlængden kan man finjustere sætningernes kadence og skabe subtile rytmiske effekter.

Praktisk betyder det, at forfatteren aktivt bør overveje sætningslængde og -struktur som et redskab til at forme læserens oplevelse. Korte sætninger kan bruges til at skabe tempo, understrege vigtige udsagn eller signalere et skift. Længere sætninger egner sig godt til udfoldede beskrivelser, komplekse tankerækker eller til at skabe en mere rolig, flydende bevægelse. Det er essentielt at variere sætningsåbninger for at undgå en mekanisk fornemmelse. Højtlæsning er igen et afgørende værktøj til at evaluere, om variationen fungerer, og om rytmen føles naturlig og engagerende.⁶ Selv strukturen på afsnitsniveau, som 1-3-1 reglen (et kort postulat, tre uddybende sætninger, en kort konklusion), kan bruges til at skabe rytmisk variation i teksten som helhed.¹⁰

Denne dynamik i sætningerne er mere end blot et middel mod kedsomhed. Den fungerer som en fundamental mekanisme til at regulere tekstens emotionelle temperatur og tempo. Lange, bugtende sætninger kan lulle læseren ind i en kontemplativ stemning, mens en pludselig række af korte, abrupte sætninger kan signalere fare, angst eller en pludselig indsigt. I lyrisk prosa, hvor formidlingen af stemning og følelse er central ¹, bliver denne evne til at modulere intensitet og hastighed gennem sætningsdynamik et afgørende værktøj. Forfatteren kan bruge sætningsvariationen til at guide læserens følelsesmæssige rejse gennem tekstens landskab, skabe spænding og forløsning, dvælen og bevægelse.

Teknik 4: Pausens poesi – strategisk tegnsætning

Musikalitet i sproget handler ikke kun om lyd og bevægelse, men også om stilhed og ophold. Pauserne i en tekst, skabt primært gennem tegnsætning og layout, spiller en afgørende rolle for dens rytme og flow. Ligesom pauser (rests) og dynamik er essentielle i musik, bruger forfatteren tegnsætning til at kontrollere tempoet og guide læserens vej gennem prosaen.⁵

De forskellige tegn skaber pauser af varierende længde og karakter. Kommaer og semikoloner indikerer kortere ophold og bruges ofte til at adskille led i en opremsning, indskyde information eller forbinde tæt relaterede sætninger, hvilket kan skabe et flydende, men struktureret flow.⁵ Punktummet markerer en stærkere afslutning og en længere pause, der giver læseren tid til refleksion, før en ny tanke introduceres. Tankestregen kan, ud over at skabe en pause, også bruges til at fremhæve et efterfølgende ord eller en frase, både rytmisk og visuelt.¹⁰ Selv brugen af et punktum før en konjunktion som ‘og’ kan ændre rytmen og lægge tryk på det efterfølgende.¹⁰

Fraværet af tegnsætning er også et potent rytmisk virkemiddel. Yahya Hassans digte, skrevet udelukkende med versaler og uden tegnsætning, er et markant eksempel.²⁰ Denne stil skaber en uafbrudt, insisterende strøm af ord, der tvinger læseren til selv at finde rytmen og pauserne, hvilket understøtter digtenes vrede og rå karakter.

I genrer, der ligger tæt op ad lyrikken, som knækprosa eller visse former for kortprosa, spiller den grafiske opsætning en endnu mere fremtrædende rolle for rytmen.² Selvom lyrisk prosa per definition ikke bruger digtets faste linjedeling, kan bevidste linjeskift eller variation i afsnitslængde bruges til at skabe visuelle og rytmiske pauser.² Et kort afsnit bestående af en enkelt sætning kan fremstå med stor vægt og tvinge læseren til at stoppe op.¹⁰ Tekstens visuelle udseende er således en integreret del af den rytmiske oplevelse.²

For den skrivende gælder det om at bruge tegnsætning og layout som bevidste rytmiske redskaber. Man bør overveje, hvilken type pause der tjener formålet bedst: et kort ophold (komma), en fuld afslutning (punktum) eller en fremhævende pause (tankestreg). Korte afsnit kan bruges til at bryde længere passager og skabe fokus. Højtlæsning er igen essentielt for at afgøre, om pauserne falder naturligt og understøtter den ønskede rytme og betydning.

Det er afgørende at erkende, at pausen i lyrisk prosa er mere end blot et fravær af lyd. Den er et aktivt element, der former stilheden omkring ordene. Dette “negative rum”, skabt af tegnsætning og layout, er essentielt for at fremkalde den dvælende, stemningsfulde og ofte kontemplative kvalitet, der kendetegner genren.¹ Mens traditionel episk prosa ofte bruger pauser primært til at strukturere information og handling, bruger lyrisk prosa pausen til at give læseren tid til at absorbere et sanseindtryk, en følelse eller et billede. Stilheden bliver en del af tekstens musik, et rum for resonans, der forstærker den samlede oplevelse.

Teknik 5: Ordenes egen musik – diktion og kadence

Den sidste, men måske mest fundamentale, teknik til at skabe musikalsk flow handler om selve byggestenene: ordene. Valget af ord (diktion) og den måde, de naturligt flyder sammen på i kraft af deres stavelser og betoninger (kadence), udgør grundlaget for prosaens rytme og klang.

Diktionen i lyrisk prosa er ofte kendetegnet ved præcision og sanselighed. Da genren typisk er kompakt og mættet, hvor få ord skal bære megen betydning, bliver hvert enkelt ords vægt og klang afgørende.² Det handler om at vælge specifikke og autentiske ord, der rammer den rette tone og stemning.¹² En ofte anbefalet teknik er at erstatte svage verber kombineret med adverbier (f.eks. “gik langsomt”) med stærkere, mere præcise verber (f.eks. “slentrede”, “listedes”, “luntede”), som både er mere billedskabende og ofte har en mere distinkt rytmisk profil.¹² Ordvalget skal ikke kun afspejle betydning, men også den ønskede lyd og rytme; nogle ord lyder bløde og flydende, andre hårde og abrupte.⁵

Kadence refererer til den naturlige rytmiske puls i en sproglig frase, som opstår gennem vekslen mellem betonede og ubetonede stavelser.⁵ Selvom prosa ikke følger faste metriske skemaer som traditionel poesi, har alle sætninger en iboende kadence. Forfatteren kan forme denne kadence gennem bevidst ordvalg og sætningskonstruktion. Arbejdet med syllabisk stil, dvs. opmærksomheden på antallet af stavelser i ordene, er en måde at kontrollere kadencen på.¹¹ En række korte, enstavelsesord skaber en hurtig, hakkende rytme (“The car stops at the light. It revs–one, two, three–times.” ¹¹), mens indføjelsen af flerstavelsesord ændrer flowet (“Then it accelerates quickly.” ¹¹). Beskrivelsen af J.P. Jacobsens prosa som havende en særlig “melancholy cadence” ²² peger netop på denne iboende rytme i ordvalg og sætningsstruktur. Ligeledes antyder rosen af den “rolige og tydelige diktion” i oplæsningen af Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier ²³, at prosaen selv besidder en klar og bevidst rytme.

Ordvalget i lyrisk prosa er tæt forbundet med genrens hyppige brug af billedsprog og sanselige detaljer.⁷ At “vise” frem for at “fortælle” (“showing, not telling”) kræver et konkret og billedrigt sprog.¹¹ Metaforer, similer og personifikationer ⁸ lever af præcise og ofte klangfulde ord, der kan male billeder for læserens indre blik og engagere sanserne.¹²

For den skrivende indebærer dette en skærpet opmærksomhed på hvert enkelt ords kvaliteter. Det er ikke nok, at ordet betyder det rigtige; det skal også lyde rigtigt og passe ind i sætningens og afsnittets overordnede rytme. Højtlæsning er igen afgørende. Brug af synonymordbøger kan hjælpe med at finde alternativer med den rette klang eller det rette antal stavelser. Fokus på stærke verber og præcise substantiver frem for overdreven brug af adjektiver og adverbier kan ofte styrke både billedkraften og den rytmiske klarhed.

Mens sætningsstruktur, gentagelser og tegnsætning skaber de større, makrorytmiske mønstre i teksten, er det diktionen – selve ordvalget – der udgør det mikrorytmiske fundament. Hvert ord bidrager med sin egen lille rytme og klang, sin egen “node” i sætningens melodi. I lyrisk prosas kompakte og stemningsfokuserede univers ² er dette mikroniveau afgørende. Valget mellem synonymer handler ikke kun om nuanceforskelle i betydning, men også om forskelle i lyd og rytme. Diktionen er derfor ikke adskilt fra den musikalske effekt; den er selve grundlaget, hvorpå den lyriske prosas særlige klang og flow bygges.

Afslutning:

Skabelsen af musikalsk flow i lyrisk prosa er en kunst, der kræver bevidsthed om og beherskelse af sprogets rytmiske potentiale. Som det er fremgået, opstår dette flow ikke af sig selv, men gennem et samspil mellem forskellige teknikker: klangens harmoni (allitteration og assonans), strukturens rytme (gentagelse og parallelisme), flowets dynamik (sætningsvariation), pausens poesi (tegnsætning og layout) og ordenes egen musik (diktion og kadence). Det er orkestreringen af disse elementer, der transformerer almindelig prosa til en mere lyrisk og musikalsk oplevelse.

Et af de mest værdifulde redskaber i denne proces er forfatterens eget øre. At læse sin tekst højt er essentielt for at kunne opfange dens faktiske rytme, identificere steder hvor flowet brydes eller bliver monotont, og for at finjustere samspillet mellem ord, sætninger og pauser.⁶ Øret kan ofte registrere nuancer i klang og kadence, som øjet overser.⁶

De fem præsenterede teknikker er ikke rigide regler, men snarere værktøjer og inspirationskilder. Den bedste vej til at udvikle en personlig, musikalsk stil er gennem bevidst eksperimenteren. Leg med klangfigurer, prøv forskellige sætningslængder af, lyt til ordenes stavelser, og vær opmærksom på, hvordan pauserne former læsningen. Gennem praksis og en lyttende tilgang til sproget kan den skrivende lære at orkestrere sin prosa og finde sin egen unikke rytme.

Endelig er det vigtigt at huske, at arbejdet med musikalsk flow ikke kun er et spørgsmål om æstetisk forfinelse. En velkomponeret rytme har en fundamental effekt på læserens engagement.¹⁰ Et godt flow trækker læseren ind i teksten, holder opmærksomheden fanget og forstærker den emotionelle og sanselige virkning.⁵ Det skaber en forbindelse mellem tekst og læser, der går ud over den rent intellektuelle forståelse og appellerer til en mere kropslig og intuitiv oplevelse af sproget.²⁴ I den stemningsbårne lyriske prosa er denne rytmiske dimension derfor ikke blot et supplement, men en integreret del af tekstens kerne og dens evne til at bevæge og berøre.

Vi støtter

SkrivSikkert arbejder for bedre muligheder for alle med læse- og skrivevanskeligheder.