“Jeg mangler virkelig chatten!”
Sådan sagde en elev til mig for ganske nylig. De sad og var i gang med at lave en ”prøve-prøve” i dansk, hvor de skulle skrive en hel opgave og fik tre moduler til det. Og til elevernes store skræk, var det ikke muligt for dem at anvende en chatbot imens de skrev.
I det øjeblik fandt jeg ud af, at hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om, at nogle af mine elever var blevet ret afhængige af chatbotten, ja så var det en tvivl, som jeg godt kunne mane til jorden. Det skal siges som en lille sidebemærkning, at rigtig mange af mine elever jo selvfølgelig ikke havde problemer med at komme i gang, og rigtig mange af mine elever arbejdede meget koncentreret og konstruktivt – men det er som altid det ”larmende” mindretal, der stjæler fokus.
For en god del af mine elever sad i lang tid og blot kiggede på skærmen uden overskud til at komme i gang. De kunne simpelthen ikke forstå, hvordan de skulle gribe opgaven an, og det var helt tydeligt for mig, at de var vant til først at spørge en chatbot og så gå i gang med at skrive bagefter. Eller slet og ret få en chatbot til at skrive opgaven for dem.
På den led gav prøven mig en kærkommen lejlighed til at se, hvad de kunne – ikke alene fordi det er en klasse, hvor de ved flere lejligheder haft formået at 5 ud af 23 elever afleverer til tiden, men også fordi det er en klasse, som netop har været kendetegnet ved, at de nok har brugt en chatbot lidt oftere end ønskeligt.
Jeg ved, at stort set alle mine elever gerne vil kunne skrive, men jeg ved også, at det ikke er så enkelt. Rigtig mange af dem føler sig usikre og måske endda dumme, og en uforholdsmæssigt stor del af dem, vil måske uanset hvad ende med at misbruge en chatbot. Ikke bruge den til at blive bedre, men misbruge den til at lave tingene for sig.
De kan lige så godt lade være med at gøre noget som helst selv, tænker de måske, for hvis man ikke prøver, og hvis man ikke viser sin egen faglige sårbarhed, så har man jo ikke rigtig tabt. Man har heller ikke vundet eller givet sig selv muligheden for succes, men risikoen for at tabe og tabe ansigt vægter (desværre) ofte noget højere.
Men brugt rigtigt er kunstig intelligens et fantastisk redskab for rigtig mange af vores unge mennesker. Det er særligt værdifuldt for de elever, som har svært ved at komme i gang med at skrive og formulere sig på egen hånd. De har pludselig en mulighed for at få hjælp fra en idégenerator – et redskab som kan give dem noget, de måske ikke havde før. Det kan hjælpe dem på vej og få dem til at indse, at de faktisk godt kan.
Den store faldgrube er selvfølgelig, at hvis man viser eleverne alle disse redskaber, vil der uden tvivl være nogle, som ender med at bruge det mere, end de burde. Dem, som vi rettelig kan kalde for misbrugere af AI.
Men betyder det, at vi skal undlade at introducere dem til det? Hvis vi holder værktøjet tilbage på grund af dem, der misbruger det, fordi vi konstant oplever, at nogle elever snyder med kunstig intelligens i stedet for at bruge det konstruktivt, ja så holder vi det jo også tilbage for dem, som virkelig kan have glæde af det.
Frygten for at eleverne snyder med AI har det med at overdøve det enorme potentiale der kan være i at lære vores elever at bruge eksempelvis en chatbot rigtigt. Lære dem at bruge AI, således at de måske fremadrettet kan sidde i en situation, hvor de skal skrive en opgave uden AI. En situation, som pludselig ikke føles så overvældende mere, fordi de har lært med AI.
Frygten gør os tilbøjelige til at undgå at introducere eleverne til kunstig intelligens. Det er helt forståeligt, for vi vil gerne sikre os, at de lærer mest muligt, og at vi har så meget kontrol over, hvad de lærer, som det er muligt. Men er det virkelig vores bedste mulighed?
Vi står over for den udfordring, at vi allerede her omkring to år efter introduktionen af ChatGPT har en række elever, som dybest set ikke føler, at de kan finde ud af at skrive uden en chatbot – manglen på en chatbot er nærmest paralyserende. Det er vi nødt til at ændre på, men hvordan gør vi det?
Det nemme svar vil jo naturligvis være, at vi skal undgå AI. At vi skal lave alle prøver analoge, fjerne adgangen til internettet på skolen osv. Det løser jo selvfølgelig problemet på kort sigt og på skolen, men det løser ikke problemet med elevernes manglende forståelse for, hvordan man kan bruge AI til noget godt og konstruktivt. Og det løser heller ikke problemet, når de sidder i hjemmet.
Jeg tror med andre ord ikke, at svaret er at undgå kunstig intelligens. Det vil i min optik være direkte kontraproduktivt og ville resultere i, at vi opbygger en generation af unge mennesker uden de nødvendige kompetencer til at begå sig i den såkaldt ”virkelige verden” – en verden hvor kunstig intelligens spiller en stadig større rolle. Derfor har vi brug for at vise vores elever, hvordan man bruger det bedst muligt. Vi skal lære dem at bruge AI til at blive en bedre version af sig selv, frem for at lade AI gøre dem til en dårligere version af sig selv.
Jeg gentager lige den sidste pointe: Vi skal lære dem at bruge AI til at blive en bedre version af sig selv, frem for at lade AI gøre dem til en dårligere version af sig selv.
Det virker måske lidt bombastisk, men lad mig forklare: Nogle gange kan man få den fornemmelse, at i takt med at den kunstige intelligens bliver bedre og bedre, bliver vi mennesker paradoksalt nok dårligere og dårligere.
I takt med at chatbots bliver bedre til at skrive, bliver vores behov for at skrive mindre og derfor bliver vi dårligere til det.
I takt med at oversættelsesprogrammer bliver bedre til at oversætte, bliver vores behov for at oversætte mindre, og vi bliver dårligere og langsommere til det.
I takt med at AI bliver bedre til at løse komplekse matematiske problemer, bliver vores behov for at løse komplekse matematiske problemer mindre og derfor bliver vi dårligere til det.
Og logisk set burde det være omvendt – vi som mennesker burde blive enige med os selv om, at vi skal kunne mere og mere, netop fordi kunstig intelligens kan mere og mere. For når AI overgår vores intellekt, har vi brug for, at vi kan stoppe op og være kritiske og tjekke AI. Når AI bliver klogere end os mennesker, har vi ikke brug for, at vi læner os tilbage og nyder vores otium.
Vi kan umuligt følge med i det tempo som udviklingen af kunstig intelligens har lige nu. Men vi kan øge vores kritiske sans og stædigt insistere på at prøve selv og være en del af processen. Human in the loop, som det kaldes. For i takt med at AI bliver bedre til det meste, er det vores fornemmeste opgave at blive bedre til én simpel ting: At være menneske.
At være kritiske tænkende væsner, som ikke blot accepterer tingene, som de ser ud, men vil være sikre på, at det er faktuelt korrekt, objektivt sikkert og etisk forsvarligt.
Jeg tror, at min elevs udbrud på en eller anden underlig måde var et wake-up-call for mig. Det er fint, at vores elever lærer at bruge kunstig intelligens – det skal de også – men vi er samtidig nødt til at lære dem, hvordan man kommer i gang af sig selv uden den kunstige intelligens.
AI kan virkelig være et fuldstændigt fantastisk redskab! Det kan hjælpe vores elever til at føle sig bedre, føle sig med og føle sig gode nok. Et redskab som eksempelvis Skrivsikkert kan hjælpe vores ordblinde elever med at aflevere noget, som de føler sig stolte af. Og det kan virkelig noget!
Følelsen af at kunne noget og være stolt af sin faglighed er noget, vi virkelig skal kæmpe for os værne om, og vi skal huske, at det netop er det, AI kan – hjælpe os og vores elever! Og det er det, jeg er fortaler for. At AI skal kunne hjælpe os med at blive bedre versioner af os selv. For det er det, vi skal bruge det til. Vi skal ikke undlade at bruge AI blot fordi der er faldgruber – men vi skal lære at bruge det kritisk og nuanceret, så vi kan undgå faldgruberne og lære andre også at undgå dem.
Der er absolut ingen tvivl om, at AI kan hjælps os og vores elever og at AI er fremtiden. Men vi skal huske på, at AI blot er et redskab. Og redskaber er til for at gøre vores liv nemmere – ikke omvendt.
Find artikler og guides der hjælper dig med at skrive bedre tekster med AI. Start her og bliv klogere på mulighederne.