Når dit barn siger »det er uretfærdigt«, så hør først, hvad der skete. Undersøg derefter, om en regel skal forklares, en aftale skal ændres, eller en voksen skal gribe ind. Her får du konkrete samtaler, en færdig skolebesked og en måde at følge op på.
- Hvad skete der helt konkret?
- Hvad havde du forventet eller fået at vide?
- Hvad har du brug for hjælp til nu?
Find ud af, hvad der føles uretfærdigt
»Han fik mere« og »ingen ville høre min forklaring« kalder på forskellige svar. Bed barnet fortælle om én hændelse frem for at afgøre, om »alting altid« er uretfærdigt. Du kan bruge disse forskelle til at finde næste skridt:
- En skæv fordeling: »Hun valgte film igen.« Undersøg, hvad I havde aftalt, og hvem der sidst valgte.
- En forskellig regel: »Han må være længere oppe.« Forklar, hvad forskellen bygger på, og hvornår I vil tale om barnets egen aftale igen.
- Ikke at blive hørt: »Jeg fik skylden, før jeg kunne forklare mig.« Hjælp barnet med at beskrive forløbet, og spørg den ansvarlige voksne, hvad vedkommende så.
- At blive holdt udenfor: »De siger hver dag, at jeg ikke må være med.« Tag kontakt til skolen eller institutionen; barnet skal ikke selv forhandle sig ud af gentagen udelukkelse.
Den sidste situation kræver særlig opmærksomhed på fællesskabet. Børns Vilkår beskriver mobning som et gruppefænomen, ikke blot en strid mellem to børn. Brug vores guide til venneproblemer og udelukkelse til den samtale og kontakten med skolen.
Lyt til følelsen uden at afgøre sagen med det samme
Du kan sige »jeg kan høre, at du blev vred« uden samtidig at fastslå, at læreren eller søskenden gjorde noget forkert. Spørg åbent: »Fortæl, hvad der skete lige før.« Undgå at lægge et svar i munden på barnet med »hun er også altid efter dig, ikke?«.
Hvis barnet ikke vil tale endnu, så tilbyd at vende tilbage senere. NHS anbefaler at give børn tid til at fortælle; nogle udtrykker sig lettere gennem leg end i en direkte samtale. Et mindre barn kan vise situationen med figurer. Et større barn kan foretrække at skrive et par sætninger først.
Eksempel: »Hun bestemmer altid!«
Barn: »Det er uretfærdigt. Ida bestemmer altid, hvad vi ser.«
Voksen: »Du er vred over, at du ikke fik valgt. Hvad aftalte vi om filmen i dag?«
Barn: »At det var min tur, fordi hun valgte i går.«
Voksen: »Det husker jeg også. Jeg kom til at sige ja til Idas forslag uden at spørge dig. Vi stopper, før filmen begynder, og vælger efter den aftale, vi lavede.«
Her kan den voksne rette en konkret fejl. Hvis du ikke husker aftalen, så sig det: »Jeg husker det anderledes. Jeg vil høre jer begge, før jeg beslutter, hvad vi gør.« Barnets oplevelse skal høres, også når du endnu ikke kan afgøre forløbet.
Forklar forskellen på lige meget og en rimelig aftale
En forklaring er mest brugbar, når den handler om den konkrete situation. »Livet er uretfærdigt« forklarer ikke, hvorfor den ene må noget, som den anden ikke må. Fortæl, hvad reglen skal tage hensyn til, og hvad barnet selv kan regne med.
Eksempel: Forskellig sengetid
Barn: »Hvorfor må Emil være oppe, når jeg skal i seng?«
Voksen: »I skal op på forskellige tidspunkter i morgen. Du skal tidligt af sted, og Emil har fri. I aften holder vi din aftale. Når vi planlægger weekenden på fredag, ser vi på, hvornår du skal op, og aftaler din sengetid dér.«
Hvis forskellen ikke har en grund, du kan forklare, så undersøg reglen. Du behøver ikke forsvare en tilfældig forskel alene for at fastholde din første beslutning.
Forskellig hjælp kan også være rimelig. Et barn kan have brug for at få en instruktion læst højt, mens et andet læser selv. Forklar formålet uden at fortælle private oplysninger om et andet barn: »Hjælpen skal gøre det muligt at være med. Hvis du også er gået i stå, skal vi finde ud af, hvilken hjælp du har brug for.«
Hvis en regel bliver stående, må barnet stadig være skuffet. Du kan afslutte med »jeg ved, at du ønskede et andet svar« frem for at kræve, at barnet synes, beslutningen er god.
Lav en aftale, som I kan se, om I holder
»I skal blive bedre til at dele« er svært at følge op på. Aftal i stedet, hvad der sker næste gang, hvem der hjælper, og hvordan I håndterer en undtagelse. Lad barnet komme med et forslag, der faktisk kan bruges; du beholder ansvaret for, at aftalen er rimelig.
En færdig aftale om at vælge spil
»I dag vælger Noor et spil, som vi alle kan deltage i. Næste spilleaften vælger Anton. Vi skriver den næste tur på sedlen ved spillene. Hvis den, der har tur, ikke er hjemme, gemmer vi turen til næste fælles spilleaften. Jeg hjælper med at huske aftalen.«
Opfølgning efter næste spilleaften: »Fik Anton sin tur? Var spillet noget, alle kunne være med til? Hvis ikke, hvad skal vi ændre ved vores aftale?«
At barnet stadig er utilfreds, er ikke i sig selv bevis for, at aftalen mislykkedes. Se på, om den blev fulgt, om den kunne forstås, og om der er kommet oplysninger frem, som gør den urimelig.
Når barnet føler sig uretfærdigt behandlet i skolen
Skeln mellem barnets fortælling, noget du selv har set, og det, du endnu mangler at få afklaret. Notér barnets ord, tidspunktet og den konkrete hændelse. Spørg også, hvad barnet er bekymret for ved, at du kontakter skolen. Forklar, hvad du vil skrive, så kontakten ikke kommer som en overraskelse.
I dette fiktive eksempel fortæller Malik, at han blev bedt om at forlade et spil i frikvarteret, men ikke forstod hvorfor. Hans mor var ikke til stede. Hun beder derfor om en forklaring frem for at fastslå, at læreren valgte forkert.
Færdig besked til læreren
»Hej Louise. Malik fortæller, at han i det store frikvarter tirsdag blev bedt om at forlade boldspillet. Han siger, at han ikke fik forklaret hvorfor, og han er i tvivl om, hvad han skal gøre næste gang. Jeg var ikke til stede og vil gerne forstå forløbet. Hvad skete der, og hvilken regel gjaldt? Vil du tale med Malik om det og aftale med ham, hvordan han kan spørge om hjælp under spillet? Skriv gerne tilbage, når I har talt sammen. Venlig hilsen Sara.«
Beskeden indeholder en hændelse, et åbent spørgsmål og en konkret anmodning. Undlad karakteristikker som »du behandler ham altid dårligere end de andre«. Har du flere hændelser, så beskriv dem hver for sig; en enkelt besked behøver ikke rumme hele skolehistorien.
Opfølgning, når der er kommet svar
Hvis læreren forklarer, at spillet havde en regel om at skiftes, men at Malik ikke havde forstået den, kan Sara skrive:
»Tak for forklaringen. Vil du gennemgå skiftereglen med Malik og vise ham, hvem han kan spørge i frikvarteret? Jeg taler med ham hjemme om at bede om hjælp, når han er i tvivl. Kan vi følge op fredag på, om han har forstået aftalen og kan være med?«
Spørg ved opfølgningen barnet, hvad der faktisk er sket, ikke kun om »det går bedre«. Hvis han fortsat ikke kan deltage, skal den voksne undersøge, hvad der spænder ben. En skrevet aftale er først brugbar, når den fungerer i situationen.
Vrede må gerne være der; slag skal stoppes
Vrede kan hænge sammen med en oplevelse af uretfærdighed. NHS skelner mellem følelsen og skadelig, aggressiv adfærd. Sæt en kort grænse: »Du må gerne være vred. Jeg vil ikke lade dig slå. Jeg hjælper jer med at få afstand.« Vend tilbage til selve uretfærdigheden, når I kan tale om den.
Hvis det især er svært at stoppe op midt i en stærk følelse, finder du konkrete øvelser og støtte i guiden til selvregulering og impulskontrol. Øvelser erstatter ikke en ændring af en regel, der faktisk er urimelig.
Er du i tvivl om, hvordan du skal hjælpe, giver ForældreTelefonen gratis, anonym børnefaglig rådgivning på 35 55 55 57. Søg hjælp hos egen læge, hvis vreden bliver skadelig, eller du er bekymret for barnets helbred og trivsel.
Få hjælp til at formulere skolebeskeden
SkrivSikkert hjælper med formulering, korrektur og oplæsning på webplatformen og via Chrome-udvidelsen. Mange funktioner er gratis uden login. Brug hjælpen til at gøre din beskrivelse og dit spørgsmål tydelige.
Prøv gratis
