Når du skal fortælle dit barn noget svært, så brug klare ord, giv plads til spørgsmål, og forklar, hvad der sker bagefter. Her får du eksempler på samtaler om sygdom, dødsfald, skilsmisse og skræmmende nyheder.
- Hvad ved vi? Skeln mellem det, der er sket, og det, I endnu ikke ved.
- Hvad betyder det i dag? Fortæl, hvem der henter, passer på barnet eller er hjemme.
- Hvordan taler vi videre? Giv barnet en mulighed for at spørge igen, også efter samtalen.
Begynd med det vigtigste, og hold en pause
Vælg et sted, hvor I kan være i fred, og hvor du kan blive hos barnet bagefter. Læg telefonen væk. Hvis du selv skal give en svær besked, så fortæl den enkelt: »Jeg skal fortælle dig noget, der er sket med bedstefar.« Har barnet hørt noget fra andre, kan du først spørge: »Hvad har du fået at vide?«
Du behøver ikke forklare hele forløbet i første sætning. Patienthåndbogen beskriver, at børn ved alvorlig sygdom i familien ofte taler og reagerer i små portioner. Et barn kan stille et spørgsmål og gå tilbage til legen, mens nye spørgsmål kommer senere.
Tilpas ordene til det, barnet forstår, frem for at vente på en bestemt fødselsdag. Forklar et ukendt ord, før du bruger det igen. Spørg fx: »Når jeg siger undersøgelse, hvad tænker du så på?« Et større barn kan ønske flere detaljer, men skal stadig have mulighed for at holde pause.
Sygdom: Fortæl det, du ved, uden at love et resultat
Ved kræft hos en forælder anbefaler Kræftens Bekæmpelse at fortælle konkret om den kendte plan og vende tilbage, når der er nyt. Børn kan både spørge til sygdommen og til helt nære ting, som hvem der laver mad eller henter dem. Forbered begge slags svar.
Eksempel: Mor skal undersøges
Fiktiv samtale. Lægen har konstateret kræft hos mor; den videre behandling er endnu ikke afklaret.
Mor: »Jeg har fået en sygdom, der hedder kræft. På torsdag skal jeg på hospitalet til en undersøgelse, så lægerne kan planlægge behandlingen.«
Freja: »Skal du dø?«
Mor: »Kræft er en alvorlig sygdom. Jeg ved endnu ikke, hvordan det kommer til at gå. Jeg skal have hjælp af lægerne, og jeg fortæller dig, når jeg ved mere.«
Freja: »Hvem henter mig på torsdag?«
Mor: »Moster henter dig i SFO og er hjemme hos os, til jeg kommer tilbage. Vil du have, at vi skriver det i kalenderen?«
Freja: »Ja. Jeg vil ikke tale mere nu.«
Mor: »Okay. Du kan spørge igen, når du har lyst. Jeg kommer ind til dig efter aftensmaden.«
Brug kun en forklaring, der passer til jeres faktiske situation. Hvis lægerne allerede har forklaret, at sygdommen ikke kan helbredes, skal svaret ikke lade, som om prognosen er ukendt. Få hjælp fra behandlingsstedet til at omsætte det, I har fået at vide, til ord, barnet kan forstå.
Dødsfald: Sig »død« frem for »sovet ind«
UNICEF anbefaler en ærlig, konkret forklaring og advarer mod uklare omskrivninger. »Vi har mistet bedstefar« kan lyde, som om han kan findes igen. »Han sover« kan skabe forvirring om søvn. Brug ordet død, og forklar, hvad det betyder.
Eksempel: Barnet spørger, hvornår bedstefar kommer
Far: »Bedstefar er død. Hans krop virker ikke længere. Han kan ikke trække vejret eller tale, og han kommer ikke tilbage.«
Oscar: »Heller ikke til min fødselsdag?«
Far: »Nej. Jeg ville også ønske, at han kunne være her.«
Oscar: »Jeg ville ikke tale med ham i telefonen i går.«
Far: »Det var ikke derfor, han døde. Det var ikke din skyld.«
Oscar: »Må vi se billedet fra stranden?«
Far: »Ja, jeg finder det. Du må gerne fortælle, hvad du husker, eller bare sidde her hos mig.«
Giv plads til, at barnet spørger igen. En ny leg eller en latter betyder ikke, at barnet har glemt personen. Du kan godt selv græde og forklare: »Jeg græder, fordi jeg savner ham.« Barnet skal ikke have til opgave at gøre dig glad.
Skilsmisse: Gør de voksnes ansvar tydeligt
Fortæl om beslutningen og de konkrete ændringer uden at gøre barnet til dommer over bruddet. Børns Vilkår anbefaler at forklare, at skilsmissen ikke er barnets skyld, og at lytte til barnets ønsker uden at lægge beslutningen om bopæl over på barnet.
Eksempel: »Er det, fordi jeg råbte?«
I dette fiktive eksempel er forældrene enige om at flytte fra hinanden og har aftalt den første uge.
Mor: »Far og jeg skal ikke være kærester mere. På lørdag flytter far i lejligheden ved parken. Du skal stadig se os begge.«
Lea: »Er det, fordi jeg råbte af jer?«
Far: »Nej. Det er en beslutning mellem os voksne. Du har ikke gjort det, og du skal ikke få os til at være kærester igen.«
Lea: »Hvor skal jeg sove?«
Mor: »I den første uge sover du her. Far henter dig efter skole mandag og onsdag, og I spiser sammen. Vi viser dig planen. De næste uger har vi ikke aftalt færdig endnu.«
Lea: »Jeg vil have, at I bliver her begge to.«
Far: »Jeg hører, at du ønsker, at vi bliver sammen. Det ændrer ikke beslutningen, men vi vil gerne høre, hvad du er mest bekymret for.«
Fortæl kun, at I er enige, hvis det er sandt. Ved vold eller trusler skal sikkerheden og hjælpen omkring barnet afklares; en fælles samtale er ikke altid en tryg mulighed. Når barnet skal have en hverdag mellem to hjem, finder du en konkret plan i guiden til skolegang efter skilsmisse.
Skræmmende nyheder: Find ud af, hvad barnet har set
Spørg til den konkrete video, besked eller overskrift, før du forklarer en hel konflikt. UNICEFs råd om krig og konflikt fremhæver at undersøge barnets viden og bekymring, bruge troværdige kilder og begrænse strømmen af voldsomme billeder.
Eksempel: En video uden sted eller dato
Malik: »Der kommer krig her. Jeg så en video.«
Mor: »Hvad sagde videoen om, hvor det sker?«
Malik: »Det ved jeg ikke. Der var en eksplosion.«
Mor: »Så ved vi ikke endnu, hvor eller hvornår den er optaget. Vi behøver ikke se eksplosionen igen. Jeg undersøger nyheden hos en kilde, vi kender, og fortæller dig, hvad jeg finder.«
Malik: »Men hvad hvis det sker her?«
Mor: »Det er det, du er bange for. Jeg vil gerne finde ud af, hvad der faktisk er sket, så jeg ikke gætter. Skal jeg sidde hos dig imens?«
Vend tilbage med et svar, også hvis videoens oprindelse stadig er uklar. Berolig ud fra det, du faktisk ved om jeres situation; lov ikke, at intet farligt nogensinde kan ske. Ved sengetid kan du svare kort og blive hos barnet frem for at sætte flere nyhedsklip på.
Når barnet bliver stille, vredt eller skifter emne
Stil ét spørgsmål, og vent på svaret. »Hvad tænker du om det, jeg fortalte?« er en invitation; gentagne krav om at fortælle alle sine følelser kan blive et pres. Tilbyd at sidde sammen, tegne eller skrive et spørgsmål. Patienthåndbogen beskriver, at pres sjældent får børn til at tale om deres følelser ved sygdom i familien.
Hvis barnet siger »lad mig være«, kan du svare: »Du behøver ikke tale nu. Jeg er i stuen, og jeg kommer og siger godnat som sædvanligt.« Hold den aftale. Hvis kontakten især er svær med en teenager, kan du læse de mere udfoldede eksempler på at få kontakt uden at presse.
Fortæller barnet om mobning eller trusler, skal samtalen også føre til beskyttelse og voksenhandling. Lov ikke ubetinget hemmeligholdelse. Forklar, hvem du vil inddrage. Ved hændelser på nettet finder du næste skridt og skolebeskeder i guiden om digital mobning.
Giv skolen en kort besked og en konkret opgave
Aftal med barnet, hvad det gerne vil have, at læreren ved, og fortæl, hvad du sender. Vælg de oplysninger, der er relevante for skoledagen. Her fortsætter det fiktive eksempel med Freja, som har fået besked om mors sygdom:
Færdig besked til klasselæreren
Kære Helle
Freja i 2.a har fået at vide, at jeg er syg og skal undersøges på hospitalet torsdag. Hun kender endnu ikke den videre plan, fordi den ikke er afklaret. Hun har især spurgt til, hvem der henter hende.
Moster henter torsdag; jeg giver SFO besked om det efter jeres procedure. Freja ved, at jeg skriver til dig. Hun vil gerne kunne tale med dig alene, men ønsker ikke selv at fortælle om det foran klassen.
Kan du hjælpe med at aftale, hvilken voksen hun kan gå til, hvis hun bliver ked af det i skolen? Lad os afklare med Freja, hvordan eventuelle spørgsmål fra klassekammerater håndteres. Vil du ringe fredag efter skoletid, så vi kan følge op?
Venlig hilsen
Maria, Frejas mor
En ønsket aftale er først på plads, når skolen har svaret. Hvis Helle ikke er til stede, skal I have afklaret en anden voksen. Fortæl Freja den endelige aftale, så hun ikke selv skal forhandle hjælpen i en svær situation.
Find ordene til din næste besked
SkrivSikkert hjælper med formulering, korrektur og oplæsning på webplatformen og med Chrome-udvidelsen. Mange funktioner kan prøves gratis uden login. Brug et neutralt udkast til at få struktur på beskeden, og tilføj de konkrete oplysninger i skolens egen beskedkanal.
Prøv gratisFå støtte, når samtalen eller hverdagen bliver for svær
Du kan få hjælp til selve samtalen hos ForældreTelefonen på 35 55 55 57. Den tilbyder gratis, anonym børnefaglig rådgivning. Hav gerne dit konkrete spørgsmål klar: »Mit barn spørger, om jeg skal dø. Jeg ved endnu ikke, hvilken behandling jeg får. Hvordan kan jeg svare ærligt?«
Kontakt egen læge, hvis du er bekymret for barnets trivsel, eller søvn, skole og kontakt til andre bliver tydeligt påvirket. Beskriv, hvad du har observeret, og hvad barnet selv siger. Ved selvskade eller selvmordstanker skal I søge hjælp med det samme. Sundhedsstyrelsen viser kontaktmulighederne til læge, lægevagt og psykiatrisk akutmodtagelse. Ring 112 ved livstruende fare.
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår skal jeg tale med mit barn om noget svært?
Når barnet berøres af en hændelse eller har spørgsmål, så giv en enkel forklaring frem for at vente på en bestemt alder. Vælg et roligt tidspunkt, hvor du kan være hos barnet bagefter, og tilpas mængden af information til barnets forståelse.
Hvad siger jeg, hvis jeg ikke kender svaret?
Sig, hvad du ved, og hvad der endnu er uklart. Fortæl, hvordan du vil finde ud af mere, og vend tilbage som lovet. Ved sygdom kan næste undersøgelse være kendt, selv om behandlingen eller forløbet endnu ikke er afklaret.
Hvordan forklarer jeg et dødsfald?
Brug ordet død og forklar konkret, at personens krop ikke virker længere, og at personen ikke kommer tilbage. Undgå at kalde døden søvn. Giv plads til spørgsmål, også når barnet stiller det samme spørgsmål igen.
Hvad gør jeg, når barnet ikke vil tale?
Respektér en pause, men bevar kontakten og følg op. Tilbyd at sidde sammen, tegne, skrive eller tale med en anden tryg voksen. Lad ikke et krav om en lang forklaring stå i vejen for hjælp, hvis barnet er i fare.
Må jeg selv græde under samtalen?
Ja. Du kan forklare, at du er ked af det, uden at gøre barnet ansvarligt for at trøste dig. Hvis du bliver for overvældet til at fortsætte, kan en anden tryg voksen hjælpe. Fortæl barnet, hvem der er hos det, og hvordan I taler videre.
