Anerkendelse er at tage dit barns oplevelse alvorligt og vise interesse for det, barnet tænker og gør. Her får du forskellen på ros og anerkendelse, hele samtaler fra hverdagen og en besked, du kan bruge, hvis skolen skal hjælpe.
- Lyt og spørg: Lad barnet rette dit gæt på, hvordan det har det.
- Ros konkret: Fortæl, hvad du lagde mærke til, frem for at sammenligne med andre.
- Hold grænsen: Du kan forstå skuffelsen og stadig sige nej.
- Ret op: En undskyldning skal nævne det, du gjorde, og hvad du vil gøre anderledes.
Hvad betyder anerkendelse for barnet?
Når du anerkender barnet, forsøger du at forstå situationen fra dets side. Du behøver ikke være enig i, at opgaven er umulig, eller at en bestemt regel er uretfærdig. Du kan godt høre, at barnet oplever det sådan, og undersøge hvorfor.
Selvværd handler om oplevelsen af at have værdi som menneske. Selvtillid handler mere om troen på, at man kan klare noget bestemt. I Bufdirs vejledning om selvværd er en central pointe at være sammen uden hele tiden at vurdere, hvad barnet præsterer. Lad derfor også en gåtur, en historie eller leg være noget, I deler, uden et mål om at blive bedre til noget.
Du kan sige »Jeg har glædet mig til at se dig« uden at følge op med spørgsmål om lektier eller resultater. Og du kan blive siddende hos et skuffet barn, selv om det ikke er klar til at tale. Nærvær behøver ikke en særlig formulering.
Ros og anerkendelse kan bruges sammen
Ros fortæller, hvad du sætter pris på: »Du gav plads, så Emil også kunne være med. Det var hensynsfuldt.« Anerkendelse undersøger barnets oplevelse: »Du havde glædet dig til at vælge legen, og nu er du skuffet.« Den samme samtale kan rumme begge dele.
Bufdir anbefaler oprigtig og præcis ros og beskriver både ros og anerkendelse som støtte til selvværd og selvtillid. Du skal derfor ikke holde op med at sige »flot klaret«. Fortæl gerne, hvad du mener med det. Ros også et forsøg eller en brugbar fremgangsmåde, og læg mærke til, hvornår barnet har brug for hjælp eller en pause frem for endnu en opmuntring til at fortsætte.
Ved borddækningen kan du for eksempel sige: »Tak, du fandt tallerkener til os alle fire. Nu kan jeg sætte maden frem.« Lad takken stå alene. Tilføj ikke »hvorfor gør du ikke altid det?« eller en sammenligning med en søskende.
Når barnet viser dig noget, det har lavet
Se på det, barnet viser, før du svarer. En tegning kan være en invitation til at fortælle en historie, en stolt fremvisning eller et ønske om hjælp. Spørg ind til det, du faktisk ser. Her er et tænkt eksempel:
»Er min tegning flot?«
Barn: »Se min tegning. Er den flot?«
Forælder: »Jeg kan godt lide den store gule sol. Hvem er de to ved huset?«
Barn: »Det er os. Men jeg kan ikke tegne din cykel.«
Forælder: »Vil du vise mig, hvor du går i stå?«
Barn: »Hjulene. De bliver skæve.«
Forælder: »Vil du have, at jeg tegner en cirkel på et andet papir, eller vil du prøve selv?«
Barn: »På et andet papir.«
Forælder: »Det gør jeg. Du bestemmer, hvordan cyklen skal se ud på din tegning.«
Forælderen svarer på spørgsmålet og opdager derefter det konkrete ønske om hjælp. Barnets tegning bliver ikke overtaget eller gjort til en prøve i, hvor længe barnet kan blive ved. Hvis barnet bare vil vise noget og gå videre, behøver samtalen heller ikke være længere.
Når barnet er vredt eller skuffet
Brug barnets egne ord, og spørg, hvis du er i tvivl. »Er du skuffet?« giver plads til svaret »nej, jeg er vred«. Undgå at forklare barnet, hvad det i virkeligheden føler. Giv tid til et svar, og skru ned for antallet af spørgsmål, hvis barnet vender sig væk.
Til små børn kan du bruge få ord og vise, at du er til rådighed. CDC's vejledning til forældre til 2–4-årige anbefaler blandt andet at sætte ord på følelser og tilpasse kontakten til barnet. Spørg, om barnet vil have et kram, og respekter svaret. At være til stede kræver hverken et kram eller tvungen øjenkontakt.
Da klodstårnet vælter
Barn: »Dumt tårn! Jeg gider ikke mere!«
Forælder: »Tårnet væltede. Det ser ud til, at du blev vred.«
Barn: »Det var næsten færdigt.«
Forælder: »Ja, du var nået helt op til taget. Vil du sidde lidt her, eller skal vi lade klodserne ligge?«
Barn: »De skal blive.«
Forælder: »Så lader vi dem ligge. Jeg sætter mig her.«
Senere, når barnet selv tager en klods: »Vil du bygge videre alene, eller skal jeg holde bunden?«
Du behøver ikke love, at tårnet holder næste gang. Det nyttige er at finde ud af, om barnet ønsker selskab, pause eller praktisk hjælp. Ved gentagen frygt for fejl har vores guide til perfektionisme hos børn en særskilt øvelse i at afslutte noget, der er godt nok.
Anerkend følelsen, og sæt en tydelig grænse
Sig, hvad der skal ske, med få ord. Et nej bliver ikke uklart, fordi du samtidig lytter til barnets protest. Hvis nogen bliver slået, eller noget er farligt, skal du først stoppe handlingen og skabe sikkerhed; samtalen kan vente.
»Jeg vil se et afsnit mere«
Barn: »Bare et mere. Det er uretfærdigt!«
Forælder: »Du vil gerne se videre. Vi slukker nu, som vi aftalte.«
Barn: »Men jeg vil vide, hvad der sker.«
Forælder: »Det vil du gerne. Det næste afsnit må vente. Vil du selv trykke stop, eller skal jeg?«
Barn: »Du skal.«
Forælder: »Så gør jeg det. Jeg går med dig ud og finder tandbørsten.«
De to valg handler om, hvem der trykker stop, ikke om at ændre aftalen. Tilbyd kun valg, du kan acceptere. Hvis barnet ikke vælger, kan du roligt sige, hvad du gør. Barnet må gerne være skuffet bagefter; det behøver ikke først blive glad for beslutningen.
Når du selv fik sagt noget hårdt
Vend tilbage til situationen, når du kan tale roligt. Nævn din egen handling uden at gøre barnet ansvarligt for den. American Academy of Pediatrics anbefaler fulde undskyldninger, en rolig tone og beskeder om handlingen frem for negative betegnelser om barnet.
En undskyldning efter morgenens konflikt
»I morges sagde jeg, at du altid ødelægger det for os, når vi skal af sted. Det var forkert at sige om dig. Jeg var presset over tiden, men det var mit ansvar at tale ordentligt. Undskyld. Vi skal stadig af sted til tiden. I aften lægger vi tøjet frem sammen, og i morgen vil jeg sige, hvad der mangler, uden at kalde dig noget. Har du lyst til at fortælle, hvordan det var for dig?«
Lyt til svaret uden straks at forsvare dig. Hvis barnet ikke vil tale, kan du sige: »Det er okay. Jeg vil gerne høre det, hvis du får lyst senere.« Lad ikke undskyldningen afhænge af, at barnet også undskylder eller giver dig et kram. Følg derefter den konkrete aftale, du selv foreslog.
Fra barnets oplevelse til en besked til skolen
Hvis barnet igen og igen fortæller, at det bliver overset eller ikke kan få hjælp, er flere opmuntrende ord hjemme ikke hele svaret. Find ud af, hvad der sker i den konkrete situation. Skriv observationen, barnets ord og dit spørgsmål hver for sig, så læreren kan undersøge det uden først at skulle forholde sig til en konklusion om årsagen.
Eksempel: barnet holder op med at bede om hjælp
Emne: Kan vi tale om, hvordan Nora får hjælp i dansk?
Hej Lise
Nora har to gange denne uge fortalt, at hun lagde sin skriveopgave væk, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle begynde. I går sagde hun: »Jeg spørger ikke mere, for jeg kan alligevel ikke.« Hjemme ville hun gerne fortælle sin idé, men blev stille, da vi fandt papiret frem.
Hvad ser du i de situationer? Kan vi aftale, hvordan hun får hjælp til at komme i gang, og hvem hun kan spørge? Nora vil gerne tale med dig alene frem for foran klassen.
Jeg vil gerne høre, hvad I prøver i skolen, så vi kan støtte det samme hjemme. Kan vi følge op sammen i næste uge?
Venlig hilsen
Malene
Tilpas navne, hændelser og tidspunkt til det, der faktisk er sket. Tal med barnet om, hvad du vil skrive, og hvad barnet gerne vil have hjælp til. Ved læse- og skrivevanskeligheder kan du bruge den mere specifikke guide om ordblindhed og selvværd med et lektieeksempel og aftaler om hjælpemidler.
Få hjælp til at formulere beskeden
SkrivSikkert samler læse-, skrive- og forståelseshjælp på web og i Chrome-udvidelsen. Brug korrektur eller omformulering til dit udkast, og få teksten læst højt, før du sender. Mange funktioner er gratis uden login.
Prøv gratisVælg én lille ændring i din næste samtale
Prøv at lade barnet tale færdigt, før du foreslår noget. Eller gør én ros mere præcis. Bagefter kan du spørge dig selv: Fik jeg noget at vide, jeg ikke vidste før? Var det hjælp, opmærksomhed eller en pause, barnet ønskede? Det giver et bedre næste skridt end at tælle, hvor mange anerkendende sætninger du fik sagt.
Hvis barnet fortsat er meget ked af det, trækker sig fra andre eller har svært ved at komme i skole, så tag kontakt til skolen og få beskrevet, hvad der skal ændres i hverdagen. Ved bekymring for barnets helbred kan egen læge hjælpe. Du kan også tale situationen igennem med ForældreTelefonen hos Børns Vilkår.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er forskellen på ros og anerkendelse?
Ros fortæller, hvad du sætter pris på ved noget, barnet gør eller forsøger. Anerkendelse handler om at tage barnets oplevelse alvorligt og undersøge, hvad det tænker og føler. Begge dele kan være med i samme samtale. Ros er ikke kun til selvtillid, og anerkendelse er ikke den eneste vej til selvværd.
Skal jeg holde op med at sige »hvor er du dygtig«?
Nej. Gør gerne rosen mere konkret: »Du fandt selv en løsning, da den første ikke virkede.« Sig det, du faktisk mener, og giv også plads til at være sammen uden at bedømme noget. Barnet behøver ikke præstere for at få din interesse.
Hvordan anerkender jeg barnet, når jeg siger nej?
Vis, at du har hørt ønsket, og sig derefter tydeligt, hvad der skal ske: »Du vil gerne se mere. Vi slukker nu, som vi aftalte.« Du behøver ikke ændre beslutningen for at lytte til protesten. Ved en farlig handling stopper du først handlingen.
Hvad gør jeg, hvis barnet afviser min hjælp?
Spørg, om barnet ønsker hjælp, selskab eller lidt plads, og giv tid til et svar. Du kan sige: »Jeg er her, hvis du vil vise mig det senere.« Ved tilbagevendende problemer med skoleopgaver kan I sammen beskrive situationen for læreren og aftale en anden form for støtte.
Hvordan retter jeg op efter at have skældt ud?
Fortæl konkret, hvad du gjorde forkert, sig undskyld, og beskriv, hvad du vil gøre anderledes. Undgå at lægge ansvaret for din reaktion over på barnet. Lyt til barnets oplevelse, og lad det selv bestemme, om det vil tale med det samme.
