Uddannelsesvalg

maj 6, 2025

Uddannelsesvalg for personer med særlige behov – Guide til støtte

1. Introduktion: Forståelse af særlige behov i dansk uddannelseskontekst

Danmark har et erklæret mål om at sikre uddannelse for alle, herunder personer med særlige behov. For at forstå de muligheder og rettigheder, der eksisterer, er det afgørende først at afgrænse, hvad der menes med “særlige behov” i en dansk uddannelsesmæssig sammenhæng, samt at belyse det overordnede sigte med den støtte og inkluderende uddannelse, der tilbydes.

1.1. Definition og afgrænsning af “særlige behov”

Begrebet “særlige behov” i det danske uddannelsessystem er ikke en entydig eller statisk størrelse. Dets betydning og afgrænsning varierer afhængigt af den specifikke uddannelsesmæssige kontekst, det anvendes indenfor. For eksempel defineres målgruppen for den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) som unge med særlige behov, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv med specialpædagogisk støtte. Dette er en funktionel definition, der fokuserer på den unges evne til at profitere af de eksisterende ordinære tilbud. Årsagen kan være fysiske eller psykiske handicap.

Inden for specialundervisning for voksne anvendes en mere kategorisk tilgang, hvor specifikke vanskeligheder oplistes. Disse inkluderer bevægevanskeligheder, synsnedsættelse, tale-, stemme- og sprogvanskeligheder, hørenedsættelse, erhvervet hjerneskade, personlighedsmæssige, psykiatriske, psykiske og sociale vanskeligheder, samt psykisk udviklingshæmning eller generelle indlæringsvanskeligheder.

I folkeskoleregi omfatter elever i specialtilbud en bred vifte af udfordringer, såsom generelle indlæringsvanskeligheder, sociale og miljøbetingede vanskeligheder, udviklingsforstyrrelser (herunder især autisme og ADHD), psykiske vanskeligheder, markante læse- og skrivevanskeligheder (dysleksi), tale- og sprogvanskeligheder, samt bevægelses-, høre- og synsvanskeligheder. For elever i de gymnasiale ASF-klasser (Autismespektrumforstyrrelser) er det karakteristisk, at mange, udover deres primære diagnose, også har komorbide lidelser som angst, depression, stress eller ADHD.

Denne kontekstafhængighed i definitionen af “særlige behov” understreger, at der er tale om et paraplybegreb. Det dækker over en heterogen gruppe af individer, hvis fællestræk er, at de har brug for en individuelt tilpasset pædagogisk indsats og/eller særlige støtteforanstaltninger for at kunne deltage i og opnå et tilfredsstillende udbytte af et uddannelsesforløb. Forståelsen af denne bredde er fundamental for at kunne designe og implementere effektive og målrettede støttesystemer.

Selvom diagnoser ofte indgår i visitationsprocesser og beskrivelser af målgrupper , er der et gennemgående fokus på den enkeltes funktionsevne i uddannelsessystemet. Som nævnt lægger STU-definitionen vægt på, om den unge kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Specialundervisning for voksne sigter mod at udvikle “funktionelle færdigheder” , og lovgivningen om Specialpædagogisk Støtte (SPS) fokuserer på “fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse”, der skaber et behov for støtte for at kunne gennemføre uddannelsen. Dette indikerer en bevægelse mod en helhedsorienteret og funktionel forståelse, hvor det ikke alene er diagnosen, men i høj grad individets evne til at fungere og deltage i uddannelsesmæssige sammenhænge, der er afgørende for tildeling af støtte.

1.2. Overordnet sigte med støtte og inkluderende uddannelse i Danmark

Det overordnede sigte med støtteforanstaltninger og princippet om inkluderende uddannelse i Danmark er at skabe et uddannelsessystem, der giver alle individer, uanset deres forudsætninger, mulighed for at udvikle deres potentiale fuldt ud. Formålet med STU er eksempelvis, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer, der sætter dem i stand til at leve et så selvstændigt og aktivt voksenliv som muligt, og eventuelt ruste dem til videre uddannelse og beskæftigelse. Tilsvarende skal folkeskolen grundlæggende tilgodese alle børns læring og trivsel, og børn med særlige behov skal så vidt muligt undervises sammen med deres kammerater i den almene undervisning, understøttet af den nødvendige hjælp og eventuelle hjælpemidler. Specialpædagogisk Støtte (SPS) har til formål at sikre, at elever og studerende med en funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre.

Disse nationale målsætninger understøttes af internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, hvor artikel 24 anerkender retten til et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer og livslang læring. Der er dog et iboende spændingsfelt mellem idealet om fuld inklusion og det praktiske behov for specialiserede tilbud. På den ene side fremhæver Folkeskoleloven og FN’s Handicapkonvention princippet om inklusion i det almene system. På den anden side anerkender eksistensen af specialiserede tilbud som STU , specialklasser og specialskoler , at ikke alle behov kan imødekommes fuldt ud i et alment miljø, selv med omfattende støtte. En rapport fra VIVE viser endda en stigende tendens til segregering i specialtilbud siden 2016, hvilket indikerer en udfordring med at realisere inklusionsmålsætningen fuldt ud. Dette afspejler en pragmatisk tilgang, hvor målet er inklusion, men hvor der også anerkendes et behov for specialiserede rammer, når det vurderes nødvendigt. Udfordringen består i at finde den rette balance og undgå unødig segregering, samtidig med at den enkelte elevs behov tilgodeses optimalt.

Det danske system anlægger et livslangt perspektiv på støtte og udvikling. Støttemuligheder og uddannelsestilbud er tilgængelige på tværs af alle uddannelsesniveauer, fra grundskolen , gennem ungdomsuddannelserne (STU, FGU, EUD, gymnasiale uddannelser) til videregående uddannelser og voksenuddannelse (SPS, specialundervisning for voksne). Dette flugter med FN’s Handicapkonventions Artikel 24, der taler om “livslang læring”. Formålet med STU, som er at forberede til et “selvstændigt og aktivt deltagelse i voksenlivet” og eventuelt “videre uddannelse og beskæftigelse” , understreger anerkendelsen af, at behovet for støtte og udviklingsmuligheder ikke ophører efter grundskolen, men fortsætter gennem ungdoms- og voksenlivet. Systemet sigter således mod at understøtte en kontinuerlig udvikling og deltagelse i samfundslivet for personer med særlige behov.

2. Lovgivningsmæssige rammer og grundlæggende rettigheder

For at sikre personer med særlige behov adgang til uddannelse og nødvendig støtte, er der etableret en række lovgivningsmæssige rammer og grundlæggende rettigheder. Disse spænder fra internationale konventioner til specifik national lovgivning for forskellige uddannelsesniveauer.

2.1. FN’s handicapkonvention (Artikel 24) og dens implementering i Danmark

Danmark ratificerede FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (CRPD) den 24. august 2009 og forpligtede sig dermed til at indrette nationale retsregler og administrativ praksis i overensstemmelse med konventionens bestemmelser. Artikel 24 i konventionen er særligt central for uddannelsesområdet. Den anerkender, at personer med handicap har ret til uddannelse uden diskrimination og på grundlag af lige muligheder. For at virkeliggøre denne ret skal deltagerstaterne sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer samt livslang læring.

Kerneelementerne i Artikel 24 omfatter:

At personer med handicap ikke udelukkes fra det almindelige uddannelsessystem på grund af deres handicap.
At personer med handicap har adgang til en inkluderende, gratis grundskoleundervisning og undervisning på mellemtrin af høj kvalitet på lige fod med andre i det samfund, hvor de bor.
At der foretages rimelig tilpasning ud fra den enkeltes behov.
At personer med handicap får den nødvendige støtte inden for det almindelige uddannelsessystem for at lette deres effektive uddannelse.
At der ydes effektive individuelle støtteforanstaltninger i omgivelser, der giver størst mulig akademisk og social udvikling i overensstemmelse med målet om fuld inkludering.

Implementeringen af Artikel 24 i Danmark er en løbende proces, og der er fortsat udfordringer. FN’s Handicapkomité har i sine observationer vedrørende Danmark udtrykt bekymring over den stigende andel af børn, der modtager undervisning i segregerede tilbud, samt over barrierer for inkluderende uddannelse, herunder mangel på rimelig tilpasning (“reasonable accommodation”) og essentielle ydelser. Dette indikerer et spændingsfelt mellem konventionens ideal om et fuldt inkluderende uddannelsessystem og den nuværende nationale praksis. Selvom dansk lovgivning, som eksempelvis Folkeskoleloven , også fremhæver inklusion, viser statistikker en stigning i andelen af elever i segregerede tilbud siden 2016. Dette gab kan skyldes en række faktorer, herunder utilstrækkelige ressourcer og kompetencer i almensystemet, en stigning i antallet af diagnosticerede børn og unge, eller udfordringer med at omsætte de overordnede principper til konkret praksis i alle dele af uddannelsessystemet.

Begrebet “rimelig tilpasning”, som er centralt i Artikel 24(2)(c) og 24(5) , er afgørende, idet manglende opfyldelse heraf betragtes som diskrimination. “Rimelig” indebærer imidlertid en afvejning og er ikke et absolut krav. Hvad der udgør en “rimelig tilpasning” kan være genstand for fortolkning og afhænger af den konkrete situation, tilgængelige ressourcer og hvorvidt tilpasningen udgør en “uforholdsmæssig stor byrde”. Dette skaber et potentielt område for uenighed og udfordringer i implementeringen, da det kræver konkrete vurderinger i hver enkelt sag, hvilket kan føre til variation i praksis på tværs af kommuner og uddannelsesinstitutioner.

2.2. National lovgivning: Et overblik

Den nationale lovgivning, der regulerer uddannelse for personer med særlige behov, er omfattende og dækker forskellige uddannelsesniveauer og støtteformer:

Folkeskoleloven: Denne lov fastlægger det grundlæggende princip om inklusion, hvor børn med særlige behov så vidt muligt skal undervises i almenundervisningen med den nødvendige støtte. Loven indeholder regler for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, herunder processen for visitation via Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Bekendtgørelse nr. 693 af 20. juni 2014 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand specificerer yderligere rammerne for denne støtte.
Lov om Ungdomsuddannelse for Unge med Særlige Behov (STU-loven): Denne lov (senest LBK nr. 610 af 28/05/2019 ) definerer formålet, målgruppen og kommunernes forpligtelse til at tilbyde en 3-årig individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) til unge, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse. En politisk aftale fra maj 2022, som implementeres løbende, har til formål at styrke de unges rettigheder og indflydelse på deres STU-forløb, herunder valg af tilbud.
Lov om Specialpædagogisk Støtte ved Videregående Uddannelser (SPS-loven): Denne lov (senest LBK nr. 1507 af 07/12/2022 ) har til formål at sikre, at studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre en videregående uddannelse på lige fod med andre studerende via tildeling af specialpædagogisk støtte. Ordningen administreres af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Lov om Specialundervisning for Voksne: Denne lovgivning (se bekendtgørelse og vejledning på Retsinformation ) giver voksne med fysiske eller psykiske handicap adgang til specialundervisning og rådgivning med det formål at afhjælpe eller begrænse virkningerne af handicappet. Ansvaret for disse tilbud ligger hos kommunerne.

Den nationale lovgivning er kendetegnet ved en vis fragmentering, idet forskellige love og regelsæt gælder for de forskellige uddannelsesniveauer og støtteformer. Hver lov opererer med egne definitioner, målgrupper, procedurer og ansvarlige myndigheder (f.eks. kommunerne for STU og specialundervisning for voksne, mens Uddannelses- og Forskningsministeriet via Styrelsen for Undervisning og Kvalitet administrerer SPS). Dette skaber et komplekst juridisk landskab, som kan være vanskeligt at navigere i for både borgere og fagfolk. Særligt overgange mellem forskellige systemer – eksempelvis fra grundskole til ungdomsuddannelse, eller fra STU til voksenlivet – kan være udfordrende på grund af denne sektoropdeling og de forskellige regelsæt.

Samtidig ses en tendens i nyere lovgivning og politiske aftaler mod en styrkelse af brugerrettighederne. STU-aftalen fra 2022 er et klart eksempel, der eksplicit sigter mod at give unge med særlige behov flere rettigheder, herunder øget indflydelse på valg af uddannelsessted og indhold. Dette flugter med den generelle rettighedsbaserede tilgang, som FN’s Handicapkonvention advokerer for. Der er et øget fokus på elevens og den unges ret til at blive hørt og inddraget i beslutninger vedrørende egen uddannelse. Dette indikerer en politisk vilje til at bevæge sig fra en mere formynderisk tilgang til en model, hvor individets autonomi og valgmuligheder vægtes højere, selvom den praktiske implementering af disse rettigheder fortsat kan møde udfordringer.

Nedenstående tabel giver et overblik over nøglelovgivningen og de centrale rettigheder:

Tabel 1: Nøglelovgivning og Centrale Rettigheder for Personer med Særlige Behov

Lov/Konvention	Centrale Rettigheder for Personer med Særlige Behov	Ansvarlig Myndighed/Aktør	Henvisning (Eksempler)
FN’s Handicapkonvention, Artikel 24	Ret til inkluderende uddannelse på alle niveauer, uden diskrimination, med rimelig tilpasning og nødvendig støtte.	Staten (overordnet), kommuner, uddannelsesinstitutioner
Folkeskoleloven	Ret til undervisning der tilgodeser elevens behov, inklusion i almenundervisning så vidt muligt, ret til specialundervisning og specialpædagogisk bistand efter PPV, gratis undervisningsmidler og hjælpemidler, ret til at blive hørt.	Kommunalbestyrelsen, skolelederen, PPR
Lov om Ungdomsuddannelse for Unge med Særlige Behov (STU-loven)	Retskrav på 3-årig individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse for målgruppen, ret til indflydelse på forløbsplan, ret til at vælge mellem tilbud (styrket med aftale 2022), gratis uddannelse, ressourcepapir og uddannelsesbevis.	Kommunalbestyrelsen (KUI/UU-vejledning)
Lov om Specialpædagogisk Støtte (SPS-loven)	Ret til SPS for at kompensere for funktionsnedsættelse og gennemføre uddannelse på lige fod med andre på berettigede uddannelser (ungdomsudd., FGU, videreg., voksenudd.). Støtte kan være hjælpemidler, timer mv.	Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (via uddannelsesstedets SPS-vejleder)
Lov om Specialundervisning for Voksne	Ret til specialundervisning og rådgivning for voksne med fysisk/psykisk handicap for at afhjælpe/begrænse virkninger af handicappet. Gratis tilbud.	Kommunalbestyrelsen

2.3. Elevers og studerendes rettigheder til uddannelse og støtte

På tværs af uddannelsessystemet har elever og studerende med særlige behov en række lovfæstede rettigheder, der skal sikre deres adgang til og deltagelse i uddannelse. Disse omfatter retten til specialundervisning og specialpædagogisk bistand i folkeskolen, hvis elevens udvikling kræver det, efter en pædagogisk-psykologisk vurdering. For unge, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse, eksisterer et retskrav på en treårig Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). På en bred vifte af uddannelser, fra frie grundskoler til videregående uddannelser og voksen- og efteruddannelser, er der ret til Specialpædagogisk Støtte (SPS), hvis en funktionsnedsættelse kræver støtte for at kunne gennemføre uddannelsen på lige fod med andre.

Centralt står også retten til at blive hørt og inddraget i beslutninger vedrørende egen uddannelse , samt retten til særlige prøvevilkår for at blive ligestillet med andre i prøvesituationer. I grundskolen og på STU er undervisningen og nødvendige hjælpemidler som udgangspunkt gratis.

Disse rettigheder er dog ofte betingede og afhængige af en administrativ proces. Adgang til specialundervisning i folkeskolen forudsætter en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV). Optagelse på STU kræver en målgruppevurdering foretaget af kommunen. Tildeling af SPS er ligeledes afhængig af dokumentation for funktionsnedsættelsen og en faglig vurdering af støttebehovet. Selvom der eksempelvis er et “retskrav” på STU, er selve adgangen til og udformningen af tilbuddet underlagt en kommunal vurdering. Dette betyder, at rettighederne ikke er automatiske, men skal aktiveres gennem ofte komplekse ansøgnings- og vurderingsprocedurer, hvilket i sig selv kan udgøre en barriere for nogle.

Kompleksiteten i lovgivningen og de procesafhængige rettigheder kan gøre det vanskeligt for borgere at have et fuldt overblik over deres rettigheder og muligheder. Behovet for specialiserede vejlednings- og rådgivningsorganer som VISO og DUKH (se afsnit 6) understreger, at systemet ikke er umiddelbart gennemskueligt. Undersøgelser peger på, at unge med handicap ikke altid har kendskab til de eksisterende støttemuligheder eller mangler overskuddet til at opsøge dem. Selvom rettighederne eksisterer på papiret, kan den faktiske adgang til dem derfor i praksis være begrænset af manglende viden, utilstrækkelige ressourcer til at navigere i systemet, og potentielle variationer i kommunal og institutionel praksis. Dette understreger den afgørende betydning af proaktiv, tilgængelig og kvalificeret vejledning.

3. Uddannelsesveje og støttemuligheder for børn og unge

Uddannelsessystemet i Danmark tilbyder forskellige veje og støttemuligheder for børn og unge med særlige behov, startende fra grundskolen og videre op gennem ungdomsuddannelserne.

3.1. Grundskolen (Folkeskolen)

Folkeskolen udgør fundamentet for børns uddannelse, og der er et lovfæstet mål om at skabe et inkluderende miljø for alle elever.

3.1.1. Inklusion, Specialklasser og Specialskoler

Ifølge Folkeskoleloven skal undervisningen tilgodese alle børns læring og trivsel. Det indebærer, at børn med særlige behov så vidt muligt skal undervises sammen med deres jævnaldrende i den almindelige klasse, men med den nødvendige støtte og eventuelle hjælpemidler. Specialpædagogisk bistand skal derfor fortrinsvis gives som støtte inden for rammerne af den almene undervisning. Elever kan modtage støtte i den almindelige undervisning, blive visiteret til en specialklasse på en almenskole, eller få plads på en specialskole, afhængigt af deres behovs karakter og omfang.

På trods af det politiske mål om inklusion viser statistikker en tendens til øget segregering. Siden 2016 er andelen af elever, der modtager undervisning i segregerede specialtilbud (specialskoler og specialklasser), steget. I skoleåret 2023/24 modtog 5,5% af eleverne i 0.-9. klasse undervisning i sådanne tilbud. Denne stigning er særligt markant for drenge, hvor 7,8% modtog segregeret specialundervisning i 2023, sammenlignet med 3,1% af pigerne. Mulige årsager til denne udvikling kan være en stigning i antallet af børn, der diagnosticeres med f.eks. adfærdsforstyrrelser eller autismespektrumforstyrrelser, en øget opmærksomhed generelt på særlige behov, samt udfordringer med utilstrækkelig kapacitet og kompetencer i almenskolen til at imødekomme komplekse elevbehov. Elever i specialtilbud undervises desuden ofte på klassetrin, der er lavere end deres alder tilsiger, og i et reduceret antal fag sammenlignet med almenundervisningen.

Denne udvikling mod øget segregering, på trods af et klart politisk og lovgivningsmæssigt ønske om inklusion, peger på en reel udfordring. Det indikerer, at der er systemiske barrierer, som hindrer en effektiv realisering af inklusionsmålsætningen. Den markante kønsmæssige skævhed, hvor drenge er stærkt overrepræsenterede i specialtilbuddene, kalder desuden på en nærmere undersøgelse af, om der er bias i diagnosticerings- og visiteringsprocesserne, eller om skolesystemet i mindre grad er gearet til at håndtere de udfordringer, som drenge med særlige behov oftere udviser.

3.1.2. Processen for Visitation og Tildeling af Støtte (herunder PPR’s rolle)

Processen for at en elev kan modtage specialpædagogisk bistand er formaliseret og involverer flere centrale aktører. Den består typisk af tre trin:

Indstilling til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR): En indstilling kan foretages af skolen (oftest klasselæreren via skolelederen), den kommunale sundhedstjeneste, forældrene eller eleven selv.
Pædagogisk-Psykologisk Vurdering (PPV): PPR udfører en PPV for at belyse elevens faglige, personlige og sociale potentialer og færdigheder. Vurderingen danner grundlag for rådgivning om den videre undervisning og støtte.
Beslutning om iværksættelse af støtte: Hvis støtten kan gives på elevens nuværende skole, træffer skolelederen beslutningen. Hvis der er behov for henvisning til en specialklasse på en anden skole eller en specialskole, træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen. Begge beslutninger sker på baggrund af PPV’en og i samråd med eleven og forældrene.

Forældre og elev skal inddrages i processen, og forældrenes ønsker skal tillægges betydelig vægt. PPR spiller en nøglerolle i hele processen, fra vurdering til rådgivning, og bruger en betydelig del af deres ressourcer på skolebørn – omkring 65% af deres tid. Der er dog indikationer på udfordringer, såsom at PPR oplever at blive inddraget for sent i forløb, og at nogle forældre føler, at de selv må agere tovholdere i processen. Dette understreger, at PPR er en kritisk, men potentielt også presset ressource. Forsinkelser eller manglende kapacitet i PPR kan have direkte konsekvenser for, hvor hurtigt og effektivt elever får den nødvendige hjælp. Samtidig er der en potentiel diskrepans mellem den lovfæstede ret til forældreinddragelse og forældrenes faktiske oplevelse, hvilket kan svække det vigtige samarbejde omkring barnet.

3.1.3. Specialpædagogisk Bistand og Hjælpemidler

Specialpædagogisk bistand i folkeskolen dækker over en bred vifte af foranstaltninger, der er nødvendige for elevens deltagelse i undervisningen og for at fremme formålet med undervisningen. Dette kan omfatte specialpædagogisk rådgivning til forældre og lærere, særlige undervisningsmaterialer, undervisning og træning i funktionsmåder og arbejdsmetoder, personlig assistance til at overvinde praktiske vanskeligheder, samt særligt tilrettelagte aktiviteter. Elever har ret til at få stillet nødvendige undervisningsmidler og tekniske hjælpemidler gratis til rådighed. Også på frie grundskoler kan der ydes Specialpædagogisk Støtte (SPS), som kan bestå af hjælpemidler, studiestøttetimer, særligt tilrettelagte materialer m.v., efter ansøgning via skolens SPS-vejleder.

Effektiviteten af den specialpædagogiske bistand og de tildelte hjælpemidler afhænger i høj grad af, at de er korrekt matchet med elevens specifikke behov. Dette forudsætter en grundig og præcis vurdering, typisk gennem den pædagogisk-psykologiske vurdering (PPV). En tidlig identifikation af støttebehov er central. Da elever med særlige behov har meget forskellige forudsætninger , er en individuelt tilpasset støtte essentiel. Forsinkelser i visitationsprocessen eller en upræcis vurdering kan betyde, at eleven ikke modtager den optimale støtte, hvilket kan have negative konsekvenser for både den faglige og sociale udvikling.

3.2. Ungdomsuddannelser

Efter grundskolen findes der flere forskellige ungdomsuddannelsesveje for unge med særlige behov, hver med deres specifikke målgrupper, indhold og støttemuligheder.

3.2.1. Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU)

STU er en 3-årig ungdomsuddannelse målrettet unge i alderen 16-25 år med særlige behov, som vurderes ikke at kunne gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv med omfattende specialpædagogisk støtte. Målgruppen er bred og kan inkludere unge med udviklingshæmning, autismespektrumforstyrrelser, ADHD, psykiske lidelser eller svære fysiske handicap. Uddannelsens primære formål er at give de unge personlige, sociale og faglige kompetencer, der kan føre til et så selvstændigt og aktivt voksenliv som muligt, og for nogle også forberede dem til videre uddannelse eller beskæftigelse.

Kernen i STU er den individuelle tilrettelæggelse. For hver ung udarbejdes en personlig forløbsplan (tidligere kaldet uddannelsesplan) i et samarbejde mellem den unge, eventuelle forældre og den kommunale ungeindsats (KUI) eller Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). Denne plan, som justeres mindst én gang årligt, beskriver uddannelsens mål og de elementer, den skal indeholde. Disse elementer omfatter typisk både undervisning i almene og specifikke fag, praktiske aktiviteter og træning af sociale færdigheder, samt praktikophold i virksomheder eller institutioner. Der er et minimumskrav på 840 undervisningstimer årligt. STU afsluttes ikke med eksamener, men med et ressourcepapir, der beskriver den unges udvikling og kompetencer, samt et uddannelsesbevis.

Unge, der tilhører målgruppen, har et lovfæstet retskrav på at få tilbudt en STU. Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for at orientere om tilbuddet, foretage målgruppevurdering, tilbyde en plads, sikre udarbejdelsen af forløbsplanen og finansiere uddannelsen. En politisk aftale fra 2022, som implementeres gradvist, har til formål at styrke de unges rettigheder markant. Dette inkluderer retten til at vælge mellem flere relevante tilbud, retten til at komme med et alternativt forslag til uddannelsessted (fra 2025, forudsat visse betingelser er opfyldt), retten til at blive hørt i højere grad, et skærpet formål med STU med større fokus på videre uddannelse og beskæftigelse, etablering af en national portal for bedre overblik over STU-tilbud (fra 2025), samt forbedret afklaring og overgang efter endt STU. Kommunen er forpligtet til at vejlede den unge med udgangspunkt i den unges egne forslag til uddannelsessted.

Økonomisk er STU gratis for den unge. Unge over 18 år kan under STU-forløbet modtage uddannelseshjælp (en kommunal ydelse) eller eventuelt førtidspension, men er ikke berettiget til Statens Uddannelsesstøtte (SU). Der gælder særlige, lempeligere regler for formue i forbindelse med uddannelseshjælp for STU-elever.

Ansøgningsprocessen initieres typisk ved henvendelse til den kommunale ungeindsats (KUI) eller UU-vejledningen. KUI/UU vejleder den unge og udarbejder en indstilling til kommunalbestyrelsen, som herefter træffer den endelige afgørelse om, hvorvidt den unge er i målgruppen for STU. Selve processen med målgruppevurdering og udarbejdelse af indstilling kan tage flere uger.

Selvom der er et retskrav på STU for målgruppen, og den nye aftale styrker den unges valgfrihed, har kommunen fortsat en betydelig rolle i at definere, hvad der udgør et “relevant” tilbud, og kan afvise et ønske, hvis det vurderes “uforholdsmæssigt dyrere” end andre egnede muligheder, eller hvis der er tale om “ekstraordinært specialiserede behov”, som kommunens foretrukne tilbud kan dække. Dette skaber et potentielt spændingsfelt, hvor den reelle indflydelse for den unge kan afhænge af den lokale kommunale implementering, ressourceramme og fortolkning af lovgivningen. Der er derfor en risiko for variation i tilbud og muligheder på tværs af landet.

En anden central udfordring er overgangen fra STU til videre meningsfuld aktivitet, hvad enten det er ordinær uddannelse, beskyttet beskæftigelse eller anden aktivitet. STU’s formål inkluderer forberedelse hertil , men uddannelsen afsluttes ikke med en formelt adgangsgivende eksamen. Den nye STU-aftales fokus på “tidlig afklaring og bedre overgang”, herunder nytænkning af ressourcepapiret og et obligatorisk udslusningsmøde , anerkender netop, at denne overgangsfase er kritisk og kræver en forstærket indsats. En succesfuld overgang afhænger i høj grad af kvaliteten af udslusningsindsatsen og et tæt samarbejde mellem STU-stedet, kommunen og de potentielle modtagende institutioner eller virksomheder.

3.2.2. Forberedende Grunduddannelse (FGU)

Forberedende Grunduddannelse (FGU) er et tilbud til unge under 25 år (dog i særlige tilfælde også ældre), som endnu ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, ikke er i gang med en, og som heller ikke er i beskæftigelse. Formålet med FGU er at forberede de unge til at kunne påbegynde og gennemføre en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller komme i job.

Uddannelsen er struktureret med et indledende basisforløb efterfulgt af tre hovedspor:

Almen grunduddannelse (agu): Fokus på almene fag og praksisnær undervisning.
Produktionsgrunduddannelse (pgu): Kombinerer praktisk arbejde på værksteder med teoretisk undervisning.
Erhvervsgrunduddannelse (egu): Primært baseret på virksomhedspraktik suppleret med skoleforløb.

Et centralt element i FGU er den individuelle tilpasning. Der undervises på forskellige niveauer, og den unge kan starte og afslutte på det niveau, der passer til vedkommendes forudsætninger. Der er løbende optag på basisforløbet, og uddannelsen varer typisk maksimalt to år. Der er ingen formelle adgangskrav til FGU, men optagelse sker efter en målgruppevurdering foretaget af den kommunale vejleder i samarbejde med den unge.

For unge med særlige behov er det væsentligt, at der kan ydes Specialpædagogisk Støtte (SPS) på FGU. FGU-elever kan således modtage støtte og hjælpemidler i forbindelse med funktionsnedsættelser og ordblindhed, også under virksomhedspraktik. Elevens forløbsplan på FGU skal indeholde en vurdering af behovet for supplerende undervisning, ordblindeundervisning, specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.

FGU’s fleksible struktur med forskellige spor, niveauer og et stærkt fokus på praksisnær læring kan potentielt imødekomme en bredere vifte af læringsstile og behov, end hvad der er muligt i mere traditionelle ungdomsuddannelser. Muligheden for SPS er afgørende for, at unge med særlige behov kan profitere af dette tilbud. Det forudsætter dog en grundig afdækning af den enkelte unges behov, at SPS-mulighederne udnyttes fuldt ud, og at der etableres et tæt samarbejde mellem FGU-institutionen, kommunen og eventuelle praktiksteder. Uden en sådan aktiv og individualiseret støtte risikerer FGU ikke at leve op til sit potentiale som en inkluderende uddannelsesvej for denne målgruppe.

3.2.3. Erhvervsuddannelser (EUD)

Erhvervsuddannelserne (EUD) er en vigtig vej til faglært beskæftigelse. For elever med særlige behov, såsom læseproblemer, kroniske sygdomme eller fysiske/psykiske handicap, findes der forskellige støttemuligheder for at kunne gennemføre en EUD.

Støtten kan omfatte Specialpædagogisk Støtte (SPS), som kan bestå af hjælpemidler (f.eks. IT-programmer, ergonomisk udstyr), studiestøttetimer, særligt tilrettelagte undervisningsmaterialer, tegnsprogstolk eller personlig assistance. SPS på EUD kan dække både psykiske og fysiske funktionsnedsættelser og kan også gives i oplæringsperioderne (praktik), eksempelvis i form af støttetimer med en vejleder eller mentor fra enten skolen eller praktikvirksomheden. Derudover kan erhvervsskolen tilbyde ekstra undervisning, og der er mulighed for at få forlænget uddannelsestiden på lærepladsen, hvis eleven på grund af en diagnose har nedsat arbejdstid. Der pågår desuden en forsøgsordning (frem til 31. juli 2026) med mulighed for at forlænge grundforløbet på EUD for elever med funktionsnedsættelse eller lignende vanskeligheder. Ansøgning om SPS sker via SPS-vejlederen på den pågældende erhvervsskole.

Erhvervsuddannelsernes duale struktur, med vekslen mellem skoleperioder og praktik i virksomheder, stiller særlige krav til tilrettelæggelsen af SPS. Der er et specifikt fokus på og potentielle udfordringer med at sikre effektiv SPS i oplæringsperioderne. Det kan være ressourcekrævende at yde støtte, når eleven ikke er fysisk på skolen, og SPS-ordningen finansierer typisk ikke den nødvendige tid til koordinering mellem skole og støttegiver i virksomheden, kun selve støttetimerne med eleven. Elever kan også tøve med at modtage støtte i praktikvirksomheden af frygt for stigmatisering, og virksomhederne kan være usikre på, hvad det indebærer at have en elev med SPS-behov. Dette peger på en systemisk udfordring: En velfungerende SPS i praktikdelen af EUD kræver tæt koordination og klare rammer. Hvis der er barrierer – hvad enten de er økonomiske, logistiske, relateret til elevens ønsker eller virksomhedens viden og ressourcer – kan det true elevens mulighed for at gennemføre uddannelsen, da praktikken er en essentiel og obligatorisk del. Der er således et behov for at styrke rammerne og ressourcerne til at understøtte SPS effektivt i virksomhederne.

3.2.4. Gymnasiale uddannelser (STX, HF, HTX, HHX)

For unge med visse typer af særlige behov, som sigter mod en gymnasial uddannelse, findes der også specialiserede tilbud og støttemuligheder. På landsplan er der etableret ASF-klasser (Autismespektrumforstyrrelser) og andre former for særligt tilrettelagte klasser på de gymnasiale uddannelser (STX, HF, HTX, HHX). Pr. 2021 var der 14 ASF-klasser på landsplan. Eleverne i disse klasser har ofte komplekse behov, herunder hyppige sidediagnoser som angst, depression eller ADHD, og et udtalt behov for struktur, forudsigelighed og individuel støtte for at kunne trives og lære.

Specialpædagogisk Støtte (SPS) kan ligeledes ydes på de gymnasiale uddannelser og kan omfatte hjælpemidler, studiestøttetimer og andre støtteformer tilpasset den enkeltes behov. Et eksempel på et specifikt tilrettelagt forløb er HF Autisme, som udbydes af nogle VUC’er, hvor eleverne tilbydes en mentorordning og undervisning, der er pædagogisk tilpasset elever med ASF.

ASF-klasserne repræsenterer en specialiseret niche inden for det gymnasiale system. Evalueringer viser, at eleverne i disse klasser ofte har et højt fagligt potentiale, men samtidig en lav stresstærskel og kan have sociale udfordringer. Udbuddet af ASF-klasser matchede i 2021 i hovedtræk efterspørgslen, men skolerne pegede på, at en del af ansøgerne ikke reelt var i målgruppen, hvilket understreger vigtigheden af en præcis visitation. Trivslen i ASF-klasserne er generelt på niveau med eller kun lidt lavere end i ordinære gymnasieklasser, og eleverne rapporteres at gennemgå en betydelig personlig og social udvikling. Succesen for disse klasser afhænger i høj grad af kvalificerede lærere og mentorer, klare og forudsigelige rammer, samt tilstrækkelige økonomiske ressourcer, eksempelvis via det såkaldte “skyggetaxameter”, der kompenserer for et lavere elevtal pr. klasse. Udfordringen ligger i at sikre en fortsat høj kvalitet i disse tilbud, en relevant visitation, og at overveje, hvorvidt elementer fra denne model kan inspirere til støtte for andre elevgrupper med lignende behov for struktur og forudsigelighed i det almene gymnasium.

4. Videregående uddannelser og voksenuddannelse

For voksne med særlige behov, der ønsker at påbegynde eller fortsætte deres uddannelsesvej, findes der en række støttemuligheder og tilbud inden for både de videregående uddannelser og voksenuddannelsessystemet.

4.1. Videregående uddannelser

Adgang til og gennemførelse af en videregående uddannelse kan være særligt udfordrende for studerende med funktionsnedsættelser. Derfor er der etableret specifikke støtteordninger.

4.1.1. Specialpædagogisk støtte (SPS)

Den primære støtteordning på de videregående uddannelser er Specialpædagogisk Støtte (SPS). Formålet med SPS-loven (senest LBK nr. 1507 af 07/12/2022 og LBK nr. 69 af 21/05/2019 ) er at sikre, at studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre deres uddannelse på lige fod med andre studerende.

For at modtage SPS skal den studerende have en dokumenteret funktionsnedsættelse, der medfører et behov for støtte for at kunne gennemføre uddannelsen. Den studerende skal være indskrevet på en uddannelse, der er berettiget til SPS, og normalt have dansk statsborgerskab eller være ligestillet hermed. Støtten ydes, hvis den er nødvendig for at kompensere for funktionsnedsættelsen, hvis funktionsnedsættelsen kan kompenseres, og hvis det er praktisk muligt at tilvejebringe den nødvendige støtte.

Typerne af SPS-støtte er mangfoldige og tilpasses den enkeltes behov. Det kan eksempelvis være IT-hjælpemidler (f.eks. oplæsningssoftware, dikteringsprogrammer), ergonomiske hjælpemidler (specialstole, hæve-sænkeborde), studiestøttetimer med en faglig støttelærer eller mentor, særligt tilrettelagte studiematerialer (f.eks. materialer i Nota-format), tegnsprogstolk eller skrivetolk, samt personlig assistance eller sekretærhjælp til praktiske opgaver.

Ansøgning om SPS sker via SPS-vejlederen på den enkelte uddannelsesinstitution. Vejlederen hjælper med at afdække behov og udfylde ansøgningen, som derefter sendes til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) for bevilling. Der kræves lægefaglig eller anden relevant dokumentation for funktionsnedsættelsen.

Selvom SPS-ordningen er omfattende, oplever studerende med funktionsnedsættelser fortsat udfordringer. En rapport fremhæver, at studerende kan opleve manglende fleksibilitet i studieordninger (f.eks. i forhold til praktik på nedsat tid) og økonomisk usikkerhed på grund af SU-reglernes krav om studieaktivitet og begrænsede SU-klip, hvis studietiden forlænges. SPS-støtte alene er således ikke altid tilstrækkelig, hvis de overordnede rammer på uddannelsen og i SU-systemet ikke samtidig tillader den nødvendige fleksibilitet. En studerende kan have adgang til de rette hjælpemidler via SPS, men hvis studieordningen er rigid, eller SU’en bortfalder ved nedsat studieprogression, kan det stadig være overordentligt vanskeligt at gennemføre uddannelsen. Der er således et behov for en helhedsorienteret tilgang, hvor SPS, uddannelsesinstitutionens praksis og SU-reglerne spiller bedre sammen. Nylige politiske initiativer, som afsætter midler til styrket vejledning og udvikling af inkluderende læringsmiljøer på videregående uddannelser , sigter mod at adressere nogle af disse systemiske udfordringer.

4.1.2. SU-Handicaptillæg og Andre Økonomiske Støttemuligheder

For studerende på videregående uddannelser samt elever på danske erhvervsuddannelser (EUD), der har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som gør dem ude af stand til at varetage et studiejob, findes muligheden for at søge et handicaptillæg til deres SU.

Betingelserne for at modtage handicaptillægget er, at man modtager SU eller slutlån, er indskrevet på en SU-berettiget uddannelse, har en dokumenteret varig funktionsnedsættelse, og at denne funktionsnedsættelse i væsentlig grad begrænser evnen til at have et erhvervsarbejde ved siden af studierne (typisk defineret som mindre end 5-6 timer om ugen). Det er vigtigt at bemærke, at ordblindhed alene typisk ikke berettiger til handicaptillægget, da der ofte findes studiejobs, man kan varetage trods læse-skrivevanskeligheder.

Ansøgning om handicaptillæg foregår digitalt via minSU og kræver udførlig og aktuel lægefaglig dokumentation for funktionsnedsættelsen og dens betydning for erhvervsevnen. Satsen for handicaptillægget i 2024 er 9.700 kr. om måneden (før skat) for studerende på videregående uddannelser og 6.084 kr. om måneden (før skat) for elever på erhvervsuddannelser. Når man modtager handicaptillæg, nedsættes ens fribeløb, dvs. det beløb man må tjene ved siden af SU’en uden at blive modregnet.

En væsentlig udfordring ved SU-handicaptillægget har været de lange sagsbehandlingstider. I 2023 kunne den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for ansøgninger, hvor Uddannelses- og Forskningsstyrelsen skulle indhente yderligere dokumentation, være op til ca. 10 måneder. Denne lange ventetid skaber betydelig økonomisk usikkerhed for de studerende, der netop har brug for tillægget for at kunne klare sig økonomisk under studiet. Det kan føre til stress, øget risiko for frafald eller gældsætning og underminerer dermed selve formålet med ordningen. En taskforce blev nedsat for at komme med anbefalinger til at forkorte sagsbehandlingstiden, hvilket indikerer en politisk anerkendelse af problemet.

4.2. Voksenuddannelse (VEU)

Voksenuddannelsessystemet (VEU) tilbyder en række muligheder for opkvalificering, omskoling og grunduddannelse, som også er relevante for voksne med særlige behov.

4.2.1. Specialundervisning for Voksne

Et centralt tilbud er “Specialundervisning for voksne”, som er målrettet personer med fysiske eller psykiske handicap. Formålet er at afhjælpe eller begrænse virkningerne af handicappet og derved give den enkelte bedre muligheder for aktiv deltagelse i samfundslivet og eventuelt videre uddannelse eller beskæftigelse. Tilbuddene spænder vidt og kan omfatte bo- og selvstændighedstræning, undervisning i almene eller specifikke fag, samt specifik undervisning rettet mod særlige handicapgrupper, f.eks. undervisning i tegnsprog eller brug af kompenserende hjælpemidler. Ansvaret for at tilrettelægge og tilbyde specialundervisning for voksne ligger hos kommunerne, som også afgør, om en borger er i målgruppen for tilbuddet. Undervisningen er gratis for deltageren og kan i nogle tilfælde tages sideløbende med anden uddannelse.

Specialundervisning for voksne udmærker sig ved sin fleksibilitet og brede anvendelighed. Det er et alsidigt redskab, der kan understøtte voksne med særlige behov på mange forskellige livsområder, ikke kun i en snæver uddannelsesmæssig forstand. For mange kan denne type støtte være afgørende for at opnå øget livskvalitet, selvstændighed og evne til at deltage aktivt i samfundet.

4.2.2. Relevante Kurser og Støttemuligheder (f.eks. SVU, FVU, AMU, Ordblindeundervisning)

Udover den generelle specialundervisning for voksne findes der en række andre relevante kurser og uddannelsesforløb inden for VEU-systemet, ofte med mulighed for økonomisk støtte og SPS:

Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU): Kan søges af personer i arbejde, der ønsker at deltage i bl.a. Forberedende Voksenundervisning (FVU), Ordblindeundervisning for Voksne (OBU), Almen Voksenuddannelse (avu), specialundervisning for voksne, eller hf-enkeltfag, såfremt visse betingelser er opfyldt.
Forberedende Voksenundervisning (FVU): Tilbyder grundlæggende kurser i læsning, skrivning, matematik og engelsk, som kan styrke basale færdigheder.
Ordblindeundervisning for Voksne (OBU): Et specifikt tilbud målrettet voksne med ordblindhed eller tilsvarende læse-stavevanskeligheder.
Almen Voksenuddannelse (AVU): Giver mulighed for at tage fag på et niveau svarende til folkeskolens afgangsprøve.
Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU): Korte, erhvervsrettede kurser, der sigter mod specifikke jobfunktioner. Til deltagelse i AMU-kurser kan der søges VEU-godtgørelse, som er en økonomisk kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Specialpædagogisk Støtte (SPS): Kan også ydes på en række voksen- og efteruddannelser, herunder avu, FVU, OBU og AMU.

VEU-systemet, med dets mangfoldighed af tilbud og støttemuligheder, spiller en vigtig rolle for inklusion på arbejdsmarkedet. Mange af tilbuddene, såsom FVU, OBU og AMU, har til formål at styrke grundlæggende færdigheder og erhvervskompetencer. Adgangen til SPS og økonomisk støtte som SVU eller VEU-godtgørelse gør disse forløb mere tilgængelige. For voksne med særlige behov, der måske har haft afbrudte skoleforløb, eller som har brug for at opdatere eller omstille deres kompetencer, kan disse VEU-tilbud være afgørende for at (gen)indtræde på arbejdsmarkedet eller fastholde en position. De fungerer således som en vigtig “second chance” og et redskab til at mindske uddannelses- og beskæftigelsesgabet for denne gruppe.

5. Tværgående støttemekanismer og rettigheder

Udover de uddannelsesspecifikke tilbud findes der en række tværgående støttemekanismer og rettigheder, der gælder på tværs af flere uddannelsesniveauer for personer med særlige behov. Disse sigter mod at kompensere for funktionsnedsættelser og sikre mere lige vilkår.

5.1. Specialpædagogisk Støtte (SPS) – En Dybdegående Gennemgang

Specialpædagogisk Støtte (SPS) er en central og bredspektret støtteordning i det danske uddannelsessystem. Dens primære formål er at sikre, at elever og studerende med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan påbegynde, gennemføre og få et tilfredsstillende udbytte af en uddannelse på lige fod med andre.

SPS er tilgængelig på en lang række uddannelsesniveauer, herunder:

Frie grundskoler og frie kostskoler
Erhvervsuddannelser (EUD)
Gymnasiale uddannelser (STX, HF, HTX, HHX)
Forberedende Grunduddannelse (FGU)
Videregående uddannelser
Visse voksen- og efteruddannelser (f.eks. AVU, FVU, OBU, AMU, TAMU).

Støtten tildeles på baggrund af en konkret og individuel faglig vurdering af den enkeltes behov og afhænger af funktionsnedsættelsens art og uddannelsens krav. Typerne af støtte kan variere betydeligt og omfatter blandt andet:

Hjælpemidler: Dette kan være IT-hjælpemidler såsom oplæsnings- og skrivestøttende software (f.eks. til ordblinde), dikteringsudstyr, eller specialtilpassede computere. Det kan også være ergonomiske hjælpemidler som specialstole eller hæve-sænkeborde. Instruktion i brugen af hjælpemidlerne er en del af støtten.
Studiestøttetimer: Dette kan være timer med en faglig støttelærer, mentor eller anden fagperson, der kan hjælpe med at strukturere studiet, bearbejde fagligt stof, udvikle studiestrategier eller lignende.
Særligt tilrettelagte studiematerialer: For eksempel indscanning af bøger til digitalt format, så de kan anvendes med oplæsningssoftware, eller materialer i punktskrift.
Tolkning: Tegnsprogstolkning for døve eller skrivetolkning for hørehæmmede.
Personlig assistance og sekretærhjælp: Til praktiske opgaver som notetagning, kopiering, eller hjælp til at navigere fysisk på uddannelsesstedet.

Ansøgningsprocessen for SPS initieres ved, at eleven eller den studerende henvender sig til SPS-vejlederen på sin uddannelsesinstitution. SPS-vejlederen hjælper med at afdække støttebehovet, indsamle nødvendig dokumentation for funktionsnedsættelsen (f.eks. lægeerklæring, ordblindetest, psykologudtalelse) og udfylde ansøgningsskemaet. Uddannelsesinstitutionen sender herefter ansøgningen til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som træffer afgørelse om bevilling.

Administrationen af bevilgede hjælpemidler følger faste regler. Hjælpemidler er ofte udlån og skal returneres efter endt uddannelse eller ved uddannelsesafbrydelse, da de indgår i en genbrugsordning. Der er procedurer for overflytning af hjælpemidler ved skoleskift (dog primært inden for samme uddannelsestype/niveau), erstatning ved tyveri (kræver politianmeldelse), og reparation.

SPS-ordningen er en afgørende kompenserende mekanisme, men den er ikke nødvendigvis i sig selv fuldt ud inkluderende. Støtten er ofte individuel og kan foregå adskilt fra den primære undervisning, f.eks. i form af separate studiestøttetimer. Selvom SPS kan give adgang til uddannelse og redskaber til at overkomme specifikke barrierer, adresserer ordningen ikke nødvendigvis de grundlæggende strukturer eller den pædagogiske kultur på uddannelsesstederne, som kan udgøre barrierer for reel inklusion i det faglige og sociale fællesskab. SPS er således et vigtigt redskab til at overkomme individuelle udfordringer, men det er ikke en garanti for et fuldt inkluderende læringsmiljø. Dette understreger behovet for sideløbende indsatser, der fokuserer på at udvikle selve læringsmiljøet og den pædagogiske praksis i en mere inkluderende retning.

SPS-vejlederens rolle er i denne sammenhæng essentiel. Vejlederen fungerer både som “gatekeeper” til støtteordningen, idet ansøgningsprocessen går gennem dem, og som en potentiel koordinator, der kan medvirke til, at den bevilgede støtte integreres bedst muligt i den studerendes hverdag. Kvaliteten af SPS-vejlederens arbejde, herunder deres viden om forskellige funktionsnedsættelser og støttemuligheder, deres administrative kompetencer og deres evne til at etablere en tillidsfuld relation til den studerende, er afgørende for, om SPS-ordningen fungerer effektivt for den enkelte.

5.2. Adgang til og bevilling af hjælpemidler

Adgang til relevante hjælpemidler er en forudsætning for, at mange personer med funktionsnedsættelser kan deltage i uddannelse og dagligliv på lige fod med andre. Ansvaret for bevilling af hjælpemidler i Danmark er fordelt mellem forskellige sektorer.

Som beskrevet ovenfor, bevilges undervisningsrelaterede hjælpemidler, herunder teknologiske hjælpemidler som IT-udstyr og specialsoftware, primært gennem SPS-ordningen, når det drejer sig om støtte i forbindelse med et uddannelsesforløb.

For hjælpemidler, der primært anvendes i privatlivet, eller som er kropsbårne, ligger ansvaret hos kommunen i henhold til Serviceloven. Dette kan eksempelvis omfatte ortopædisk fodtøj, proteser, parykker, stomihjælpemidler, eller visse typer syns- og hørehjælpemidler, der ikke er direkte knyttet til undervisningssituationen.

Sektoransvarsprincippet er styrende for, hvor man skal søge om et hjælpemiddel. Det betyder, at den sektor, der har ansvaret for en given ydelse (f.eks. uddannelse eller social service), også har ansvaret for at sikre, at ydelsen er tilgængelig, herunder ved at stille nødvendige hjælpemidler til rådighed. Hvis et hjælpemiddel primært skal bruges på uddannelsesstedet, skal man således henvende sig til uddannelsesstedet (typisk via SPS-vejlederen). Skal det primært bruges i hjemmet eller til personlig pleje, er det kommunen, man skal kontakte.

Kommunale kommunikationscentre (CSV) eller lignende enheder kan i nogle tilfælde tilbyde udredning, afprøvning og undervisning i brugen af tekniske hjælpemidler relateret til kommunikation, computerbetjening, samt syns- og hørevanskeligheder.

Den sektoropdelte ansvarsfordeling for hjælpemidler kan potentielt skabe “gråzoner” og koordinationsudfordringer. Det kan være uklart for borgeren, hvor et specifikt hjælpemiddel skal søges, især hvis det har anvendelse i flere kontekster (f.eks. en bærbar computer med specialsoftware, der bruges både i skolen og hjemme til lektier). Der er en risiko for, at borgere kan opleve at blive sendt frem og tilbage mellem systemer, eller at der opstår unødige forsinkelser i sagsbehandlingen. Dette understreger behovet for klar og entydig vejledning samt smidige samarbejdsprocedurer mellem kommune og uddannelsesinstitutioner for at sikre, at den enkelte får de nødvendige hjælpemidler uden unødig ventetid.

5.3. Særlige prøvevilkår ved eksamener

For at sikre ligestilling i prøve- og eksamenssituationer kan elever og studerende med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, eller med tilsvarende dokumenterede vanskeligheder (f.eks. ordblindhed), tilbydes særlige prøvevilkår. Det er et grundlæggende princip, at de særlige prøvevilkår skal kompensere for funktionsnedsættelsen, men ikke må ændre prøvens faglige niveau eller give en urimelig fordel.

Eksempler på særlige prøvevilkår kan omfatte:

Forlænget tid til forberedelse eller selve eksaminationen (både mundtligt og skriftligt).
Forlænget tid til udarbejdelse af større skriftlige opgaver (f.eks. SRP, SOP).
Tilladelse til pauser under prøven.
Brug af særlige IT-hjælpemidler, såsom oplæsningssoftware, ordforslags-programmer, dikteringssoftware eller skærmforstørrelse.
Tilladelse til funktionel hjælp fra en bisidder (f.eks. for synshandicappede til praktiske opgaver).
En afskærmet plads under prøven.
I visse tilfælde en tilpasset opgaveform, så længe det faglige indhold og niveau bibeholdes.

Afgørelsen om tildeling af særlige prøvevilkår træffes af ledelsen på den enkelte uddannelsesinstitution eller skole. Beslutningen baseres på en konkret og individuel vurdering af elevens/den studerendes dokumenterede behov i forhold til den specifikke prøveform. Dokumentation kan f.eks. være en lægeerklæring, en officiel ordblindetest eller anden relevant faglig udtalelse. Reglerne om særlige prøvevilkår gælder på tværs af uddannelsessystemet, herunder i folkeskolen , på de gymnasiale uddannelser , erhvervsuddannelserne , Forberedende Grunduddannelse (FGU) og på de videregående uddannelser.

Det anbefales generelt, at elever og studerende afklares i forhold til eventuelle særlige prøvevilkår i god tid inden eksamen, og at de får mulighed for at træne brugen af eventuelle hjælpemidler i undervisningen og ved interne prøver.

Udfordringen for uddannelsesinstitutionerne ligger i at finde den rette balance mellem at yde den nødvendige kompensation, så eleven/den studerende kan demonstrere sin reelle viden og kunnen, og samtidig sikre, at prøvens faglige integritet og niveau opretholdes. En for omfattende kompensation kan give en utilsigtet fordel, mens utilstrækkelig kompensation kan betyde, at funktionsnedsættelsen reelt forhindrer en fair bedømmelse. Den individuelle og konkrete vurdering stiller store krav til institutionens faglighed, kendskab til forskellige prøveformer og forståelse for, hvordan forskellige funktionsnedsættelser kan påvirke præstationen i en prøvesituation.

5.4. Økonomisk støtte: Overblik og ansøgningsprocesser

Der findes et differentieret system af økonomiske støtteordninger, der skal muliggøre uddannelsesdeltagelse for personer med særlige behov. Disse varierer afhængigt af uddannelsestype, alder og den enkeltes situation:

Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU): Unge på STU er ikke SU-berettigede, men kan i stedet modtage uddannelseshjælp, som er en kommunal ydelse. Der kan også ydes et aktivitetstillæg. For STU-elever gælder der lempeligere regler for formue i forhold til uddannelseshjælp.
Forberedende Grunduddannelse (FGU): Elever på FGU modtager skoleydelse. Satserne er differentierede afhængigt af alder og om eleven er hjemme- eller udeboende.
SU-Handicaptillæg: Som tidligere beskrevet (afsnit 4.1.2), kan studerende på videregående uddannelser og elever på erhvervsuddannelser med en varig funktionsnedsættelse, der hindrer studiejob, søge et handicaptillæg til deres SU.
Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU): Voksne, der er i beskæftigelse og deltager i godkendte uddannelsesforløb (f.eks. FVU, OBU, AVU, specialundervisning for voksne), kan søge SVU som kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
VEU-godtgørelse: Ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, primært AMU-kurser, kan der søges VEU-godtgørelse, som dækker tabt arbejdsindtægt.
Andre økonomiske aspekter: Transporttilskud kan være en del af STU-pakken eller VEU-godtgørelsen. Nødvendige hjælpemidler i forbindelse med uddannelse er typisk gratis, enten dækket via SPS-ordningen eller, for visse personlige hjælpemidler, af kommunen.

Dette mangefacetterede system af økonomiske ydelser afspejler et forsøg på at imødekomme forskellige behov i forskellige livs- og uddannelsessituationer. Der er dog ikke én samlet økonomisk støtteordning, men derimod en række separate ydelser, hver med sit eget regelsæt, specifikke målgrupper og individuelle ansøgningsprocedurer. Ansvaret for administration og bevilling er fordelt mellem kommunerne (f.eks. uddannelseshjælp til STU-elever) og statslige instanser (f.eks. SU-systemet, SVU, Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag for VEU-godtgørelse). Denne kompleksitet kan gøre det vanskeligt for den enkelte borger og dennes pårørende at få et fyldestgørende overblik over de relevante støttemuligheder og at navigere i de forskellige ansøgningsprocesser. Der er en reel risiko for at overse relevante ydelser eller blive unødigt forsinket af bureaukratiske processer, hvilket kan skabe yderligere pres og usikkerhed for en i forvejen ofte sårbar gruppe.

Nedenstående tabel giver et forenklet overblik over centrale støtteformer på tværs af uddannelsesniveauer:

Tabel 2: Oversigt over Centrale Støtteformer på Tværs af Uddannelsesniveauer

Uddannelsesniveau	Pædagogisk/Faglig Støtte (Eksempler)	Teknologiske Hjælpemidler (Ansvarlig Instans)	Økonomisk Støtte (Eksempler)	Særlige Prøvevilkår (Ansvarlig)
Grundskole (Folkeskolen)	Specialundervisning, specialpæd. bistand, PPR-rådgivning, støtte i klassen	Skolen/Kommunen (alm. undervisningsmidler), SPS (frie skoler)	Gratis undervisning/materialer	Ja (Skoleledelsen)
STU	Individuel forløbsplan, undervisning, praktik, social træning	STU-stedet/Kommunen (som del af STU), SPS (hvis relevant for specifikke elementer)	Uddannelseshjælp, aktivitetstillæg (Kommunen)	Ikke relevant (ingen formelle eksamener)
FGU	Differentieret undervisning, SPS, mentorstøtte (evt. via egu-praktik)	SPS (via FGU-institutionen)	Skoleydelse (Staten)	Ja (FGU-institutionen)
Erhvervsuddannelser (EUD)	SPS (støttetimer, mentor), ekstra undervisning, forlænget læretid	SPS (via Erhvervsskolen)	SU, SU-Handicaptillæg (Staten)	Ja (Erhvervsskolen)
Gymnasiale Uddannelser	SPS (støttetimer, mentor), særligt tilrettelagte klasser (f.eks. ASF)	SPS (via Gymnasiet/HF & VUC)	SU (Staten)	Ja (Institutionens ledelse)
Videregående Uddannelser	SPS (studiestøtte, mentor, tolk, sekretærhjælp)	SPS (via Uddannelsesinstitutionen)	SU, SU-Handicaptillæg (Staten)	Ja (Uddannelsesinstitutionen)
Voksenuddannelse (VEU, f.eks. AVU, FVU, OBU, AMU)	Specialundervisning for voksne, SPS	SPS (via Uddannelsesstedet), Kommunen (for visse personlige hjælpemidler)	SVU, VEU-godtgørelse (Staten/AUB), gratis specialundervisning for voksne (Kommunen)	Ja (Uddannelsesstedet)

Export to Sheets

6. Vejledning, rådgivning og klageadgang

Et velfungerende system af vejledning, rådgivning og klagemuligheder er afgørende for, at personer med særlige behov og deres pårørende kan navigere i uddannelsessystemet og få adgang til de relevante støttetilbud og rettigheder.

6.1. Centrale aktører: PPR, kommunal ungeindsats (KUI)/UU-vejledning, studievalg Danmark

Flere centrale aktører har specifikke roller i vejledningen af børn og unge med særlige behov:

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR): PPR er en kommunal funktion, der spiller en nøglerolle i grundskolen. Deres opgaver omfatter udarbejdelse af pædagogisk-psykologiske vurderinger (PPV), som danner grundlag for visitation til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. PPR yder desuden rådgivning til skoler, lærere, pædagoger, forældre og elever omkring børns udvikling, læring og trivsel. I komplekse sager kan PPR inddrage den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO.
Kommunal Ungeindsats (KUI) / Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-vejledning): KUI (eller den tidligere betegnelse UU-vejledning) er den primære kommunale instans for vejledning af unge om uddannelses- og erhvervsvalg efter grundskolen. De har et særligt ansvar for at vejlede unge, der kan være i målgruppen for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). Dette indebærer at orientere om STU-muligheden, foretage den indledende målgruppevurdering, udarbejde indstilling til kommunalbestyrelsen og, ved bevilling, i samarbejde med den unge og eventuelle forældre at udarbejde den individuelle forløbsplan for STU-forløbet. Vejledere, der arbejder med STU-målgruppen, skal have kvalifikationer svarende til uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsen. KUI/UU-vejledningens funktion er kritisk for, at unge i STU-målgruppen identificeres korrekt, modtager relevant information og får tilrettelagt et meningsfuldt og individualiseret uddannelsesforløb. Kvaliteten af deres vejledning og sagsbehandling har direkte indflydelse på den unges uddannelsesmæssige og fremtidige muligheder. Et tæt samarbejde mellem KUI, grundskoler og ungdomsuddannelser er afgørende for at sikre smidige overgange for de unge.
Studievalg Danmark: Studievalg Danmark tilbyder uvildig vejledning om valg af videregående uddannelse og erhvervsuddannelse til alle unge og voksne. De har også fokus på at vejlede studerende med funktionsnedsættelser om relevante støttemuligheder, såsom SPS og SU-handicaptillæg, samt om hvordan man navigerer i studielivet med særlige behov. Vejledningen kan foregå individuelt, via telefon, mail eller online, samt gennem workshops om specifikke emner som optagelse, motiveret ansøgning eller studieskift.

6.2. Uddannelsesinstitutionernes vejledningsansvar

Udover de centrale vejledningsaktører har de enkelte uddannelsesinstitutioner også et ansvar for at vejlede deres egne elever og studerende:

I folkeskolen har skolelederen ansvaret for at vurdere og tilrettelægge et relevant undervisningstilbud for alle elever, herunder elever med særlige behov. Dette indebærer også vejledning af elever og forældre om mulighederne inden for skolens rammer.
På uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelser med mulighed for SPS (f.eks. ungdomsuddannelser, FGU, videregående uddannelser, voksenuddannelser), er der ansat SPS-vejledere (eller medarbejdere med tilsvarende funktion). Disse vejledere er den primære kontaktperson for elever/studerende, der har behov for SPS. Deres opgaver omfatter at informere om SPS-ordningen, hjælpe med at identificere støttebehov, vejlede om nødvendig dokumentation, og varetage selve ansøgningsprocessen til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. SPS-vejlederen har således en vigtig dobbeltrolle som både pædagogisk vejleder og administrativ sagsbehandler. Kvaliteten af deres arbejde er afgørende for, om den studerende får den rette støtte rettidigt og på en måde, der er integreret i studielivet.
På videregående uddannelser er der desuden en generel forpligtelse til at opfordre studerende, der overvejer at afbryde deres uddannelse eller skifte studie, til at søge vejledning, enten på institutionen eller hos Studievalg Danmark. Specialiserede tilbud som HF Autisme har ofte også tilknyttet en fast studievejleder specifikt til målgruppen.

6.3. Nationale videns- og rådgivningsorganer (VISO, DUKH)

For særligt komplekse sager eller for at få uvildig rådgivning om rettigheder og sagsgange findes der nationale specialiserede rådgivningsorganer:

VISO (Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation): VISO er forankret i Social- og Boligstyrelsen og tilbyder gratis, vejledende specialrådgivning til borgere, kommuner og institutioner i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager inden for det sociale område og specialundervisningsområdet (herunder folkeskolens specialundervisning og specialundervisning for voksne). VISO kan inddrages, hvis den fornødne ekspertise ikke findes lokalt i kommunen eller regionens tilbud. PPR kan eksempelvis, i samråd med forældrene, beslutte at indhente specialrådgivning fra VISO i forbindelse med en pædagogisk-psykologisk vurdering. VISO’s rolle er at fungere som en specialiseret “second line” support, der kan bidrage med højt specialiseret viden og udredning i sager, hvor de lokale instanser kommer til kort.
DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet): DUKH yder gratis og uvildig rådgivning til mennesker med handicap og deres pårørende. Deres rådgivning dækker et bredt spektrum af områder, herunder sociale ydelser, sagsbehandlingsregler, rettigheder og klagemuligheder. DUKH kan hjælpe med at skabe overblik i komplekse sager, vejlede om lovgivning og støtte borgeren i dialogen med myndighederne. DUKH kan dog ikke træffe afgørelser i sager eller optræde som partsrepræsentant. DUKH fungerer som en vigtig rettesnor og støtte for borgere, der har brug for hjælp til at forstå deres rettigheder og navigere i det ofte komplekse system af offentlige ydelser og instanser.

6.4. Interesseorganisationers rolle

En række interesseorganisationer spiller en afgørende rolle som supplement og korrektiv til de offentlige systemer. De varetager interesser for specifikke målgrupper og bidrager med viden, rådgivning, netværk og politisk fortalervirksomhed:

Lev: Arbejder for mennesker med udviklingshandicap og deres familier. Tilbyder medlemsrådgivning, kurser, og driver projekter som KLAPjob, der fokuserer på beskæftigelse.
Danske Handicaporganisationer (DH): En paraplyorganisation, der arbejder for at forbedre vilkårene for mennesker med handicap generelt, herunder på uddannelsesområdet. DH advokerer for bedre inklusion, mere fleksible uddannelsesforløb, en styrket STU og udgiver politiske udspil og analyser.
Autismeforeningen, Center for Autisme, Autisme- og Aspergerforeningen: Disse organisationer fokuserer specifikt på autismespektrumforstyrrelser. De tilbyder kurser, driver STU-tilbud målrettet unge med autisme, og arbejder for udbredelse af autismefaglig viden og forståelse i samfundet, herunder i uddannelsessystemet og hos myndigheder.
ADHD-foreningen: Tilbyder information og rådgivning om støttemuligheder som SPS for studerende med ADHD/ADD, samt råd om studiestrategier og mestring af studielivet med ADHD.
Ordblindeforeningen: Arbejder for at forbedre vilkårene for mennesker med ordblindhed. Informerer om SPS og andre støttemuligheder, tilbyder vejledning og driver et vejledningscenter.

Disse interesseorganisationer er uundværlige aktører. De leverer specialiseret viden og ressourcer, der er skræddersyet til de specifikke behov, som deres målgrupper har. De fungerer som vigtige fortalere, der presser på for politiske forbedringer og øgede rettigheder. Mange af dem tilbyder direkte rådgivning, peer

Vi støtter

SkrivSikkert arbejder for bedre muligheder for alle med læse- og skrivevanskeligheder.