Empatisk lytning er at prøve at forstå en andens oplevelse, før du svarer. Her får du tre teknikker og konkrete samtaler, der viser, hvordan du tjekker din forståelse og finder ud af, hvilken hjælp personen ønsker.
Lad personen tale færdig. Gengiv det vigtigste med dine egne ord, og giv plads til en rettelse. Spørg derefter: »Vil du fortælle mere, eller vil du gerne have hjælp til at finde en løsning?«
Hvad er empatisk lytning?
Du prøver at forstå både det, der er sket, og hvad det betyder for den anden. Det kræver ikke, at du er enig. Men du undersøger personens oplevelse, før du forklarer din egen.
Empatisk og aktiv lytning overlapper. Aktiv lytning handler også om følelser: I Rogers og Farsons beskrivelse indgår både budskabets indhold og dets følelsesmæssige betydning. Empatisk lytning er derfor ikke et højere trin, som begynder dér, hvor aktiv lytning slutter.
Målet i en samtale kan være ganske konkret: at få rettet en misforståelse eller finde ud af, om den anden ønsker råd. Du behøver ikke afslutte samtalen med en løsning.
1. Giv plads, før du svarer
Læg det, du er i gang med, fra dig, hvis du kan. Har du ikke tid til at lytte nu, så sig det og aftal et konkret tidspunkt: »Jeg vil gerne høre det. Jeg skal sende det her først. Kan vi tale om ti minutter?« Følg op på aftalen.
Vent med din egen historie og dit første løsningsforslag. Et kort »fortæl« eller »jeg lytter« kan være nok til at give plads. Stil ét spørgsmål ad gangen, og lad pausen være der, hvis personen tænker.
Øjenkontakt er ikke en prøve på, om nogen lytter. I kan sidde ved siden af hinanden eller gå en tur, hvis det passer bedre. National Autistic Society fraråder at kræve øjenkontakt af autistiske elever. Spørg, hvad der er rart, frem for at rette på den andens blik.
Når din partner har haft en svær arbejdsdag
Partner: »Jeg fik endnu en opgave lige før fyraften. Jeg kan aldrig blive færdig.«
Dig: »Du fik en opgave mere lige før fyraften. Hvad fylder mest lige nu?«
Partner: »At jeg ikke ved, hvad jeg må lade ligge. Alt haster.«
Dig: »Så du mangler en klar prioritering. Vil du helst fortælle om dagen, eller skal vi tænke over, hvad du kan sige i morgen?«
Partner: »Jeg vil bare fortælle først.«
Dig: »Okay. Hvordan blev opgaven givet til dig?«
Her får personen lov at vælge, hvad samtalen skal bruges til. Du kan godt opmuntre eller rose senere; pointen er at lade det konkrete problem blive hørt først.
2. Gengiv det vigtigste
At parafrasere er at gengive et budskab med dine egne ord. Vælg det centrale frem for at gentage hver sætning. Tilføj ikke en årsag eller følelse, som personen ikke har nævnt, uden at gøre det til et spørgsmål.
»Har jeg forstået dig rigtigt?« er et forståelsestjek, som kan besvares med ja eller nej. Hvis du har brug for mere, kan du spørge: »Hvad mangler jeg at få med?« En rettelse er brugbar information, ikke et tegn på, at samtalen er mislykket.
Når en kollega føler sig overset
Kollega: »På mødet gik de bare videre, da jeg foreslog at teste løsningen først.«
Dig: »Du blev vred over, at de afviste dit forslag?«
Kollega: »Ikke vred. Jeg er bekymret for, at vi lover kunden noget, vi ikke kan levere. Jeg ved faktisk ikke, om de afviste det.«
Dig: »Okay, jeg lagde noget ind, du ikke havde sagt. Du vil gerne vide, om der bliver tid til en test, før vi lover noget. Er det rigtigt?«
Kollega: »Ja, præcis.«
Dig: »Vil du vende, hvordan du kan spørge på næste møde?«
Kollega: »Ja.«
Dig: »Du kunne sige: ‘Inden vi aftaler en leveringsdato, vil jeg gerne afklare, hvem der tester løsningen, og hvornår testen kan være færdig.’ Passer det til det, du vil have frem?«
Kollega: »Ja. Det er det, jeg har brug for at få svar på.«
Det vigtige er rettelsen undervejs. Samtalen går fra din antagelse om vrede og afvisning til kollegaens faktiske bekymring og et konkret spørgsmål.
3. Anerkend oplevelsen
Du kan sige »det lyder skuffende« og stadig have misforstået følelsen. Tilføj derfor plads til et nej: »Er det sådan, det er for dig?« Hvis personen selv har sagt »jeg er nervøs«, kan du bruge det ord frem for at finde et andet.
At anerkende en oplevelse er ikke det samme som at bekræfte alle konklusioner. Hvis en kollega siger »min chef har ikke svaret på min besked om opgaven; hun er ligeglad med mig«, kan du svare: »Du mangler et svar om opgaven. Hvad har du brug for at få afklaret?« Så forholder du dig til det, personen har fortalt, uden at afgøre, hvad chefen tænker.
Spørg, hvilken hjælp der ønskes: »Skal jeg lytte, hjælpe dig med at formulere noget eller komme med et forslag?« Hvis svaret er »et forslag«, så giv ét konkret forslag og lad personen tage stilling.
Når dit barn fortæller om frikvarteret
Barn: »Ingen vil lege med mig.«
Voksen: »Vil du fortælle, hvad der skete i frikvarteret?«
Barn: »Jeg spurgte, om jeg måtte være med til fodbold, men de sagde, at holdene var fulde.«
Voksen: »Du blev ked af at få nej?«
Barn: »Mest sur. Jeg stod og ventede, men jeg kom aldrig med.«
Voksen: »Du var sur over at vente uden at komme med. Skete det også i de andre frikvarterer i dag?«
Barn: »Nej, i det lille frikvarter legede jeg med Noor.«
Voksen: »Hvad vil du gerne have hjælp til i morgen?«
Barn: »At finde ud af, hvornår jeg kan være med til fodbold.«
Voksen: »Vi kan spørge din lærer sammen, hvordan I skifter på holdene. Vil du være med, når vi spørger?«
Barn: »Ja, hvis du starter.«
Den voksne tager barnets oplevelse alvorligt og undersøger den konkrete situation. Barnet får både rettet følelsesordet og sagt, hvilken hjælp der ønskes. Hvis et stort spørgsmål er svært at svare på, kan du gøre det mere konkret: »Vil du fortælle om fodbolden eller om det lille frikvarter?«
Når samtalen går i stå
| Situation | Et muligt svar | Hvad du gør bagefter |
|---|---|---|
| »Du forstår mig ikke.« | »Hvad fik jeg forkert fat i?« | Lad personen rette dig, og prøv igen med deres ord. |
| Du afbryder med et råd. | »Jeg sprang til løsningen. Fortæl færdig.« | Vent; spørg bagefter, om rådet er ønsket. |
| Personen vil ikke tale. | »Okay. Du kan komme til mig, hvis du får lyst senere.« | Respekter svaret. Stil ikke det samme spørgsmål igen og igen. |
| I beskriver en aftale forskelligt. | »Jeg vil gerne forstå, hvad du oplevede. Jeg ser selve aftalen anderledes.« | Skil oplevelsen fra det konkrete punkt, I er uenige om. |
Du må også sætte en grænse: »Jeg vil gerne høre dig, men jeg vil ikke kaldes navne. Vi kan tale videre uden det.« At lytte forpligter dig ikke til at acceptere nedgørende adfærd. Hvis du selv har brug for en pause, finder du eksempler i guiden om emotionelle triggere.
Øv én ting i en almindelig samtale
Vælg fx at tjekke din forståelse, før du giver råd. Efter samtalen kan du spørge dig selv: Hvad fik personen rettet? Hvad ville vedkommende gerne have fra mig? Fulgte jeg det ønske?
Du kan også spørge direkte: »Var det hjælpsomt, at jeg spurgte ind, eller havde du brug for noget andet?« Brug svaret i den næste samtale. Undgå at gøre øvelsen til en test, hvor den anden skal åbne sig eller blive rolig, for at du har gjort det rigtigt.
Vil du øve andre dele af samtalen, fx at sætte ord på dit eget behov, kan du læse om emotionel intelligens og konkrete kommunikationsøvelser. Ved en uenighed med dit barn hjælper guiden til konflikthåndtering i familien dig videre med selve aftalen.
Skriv en opfølgende besked
SkrivSikkert kan hjælpe dig med at formulere og rette en besked efter samtalen. Du kan også få teksten læst højt og høre, om den lyder, som du ønsker. På webplatformen er mange funktioner gratis og kan bruges uden login; browserudvidelsen giver skrivehjælp i browseren.
En kort opfølgning
»Tak fordi du fortalte, hvad der fylder. Jeg forstod, at du gerne vil have en tydelig prioritering af opgaverne. Du ville først og fremmest have, at jeg lyttede. Sig til, hvis du senere vil vende formuleringen til din leder.«
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er forskellen på aktiv og empatisk lytning?
Begreberne overlapper. Aktiv lytning omfatter også følelser og perspektiv, ikke kun fakta og spørgsmål. Ved empatisk lytning lægger du vægt på at forstå, hvordan situationen opleves af den, der fortæller.
Skal jeg gentage alt, den anden siger?
Nej. Gengiv det centrale med dine egne ord, når det hjælper med at tjekke din forståelse. Giv derefter plads til en rettelse eller til, at personen fortæller videre.
Må jeg give råd?
Ja. Spørg, om personen ønsker et forslag, og tag udgangspunkt i det problem, vedkommende har beskrevet. Lytning og praktisk hjælp kan godt høre til i samme samtale.
Hvordan lytter jeg empatisk til et barn?
Spørg konkret til det, der skete, og brug ord, barnet forstår. Foreslå en følelse som et spørgsmål, ikke som en facitliste. Lad barnet rette dig, og aftal, hvilken hjælp du som voksen skal give.
Hvor hurtigt bliver jeg bedre til det?
Der er ikke en fast tidsfrist for bedre samtaler. Start med én handling, fx at spørge før du giver råd. Læg mærke til, om du får afklaret noget, du ellers ville have gættet på, og brug den andens tilbagemelding.
